Gennemslaget fra Nationalbankens renter til bankernes detailrenter

Maria Carlsen, Økonomisk Afdeling og Charlotte Franck Fæste, Statistisk Afdeling

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Pengeinstitutterne ændrer normalt deres renter over for virksomheder og husholdninger, når Nationalbanken ændrer sine pengepolitiske renter. I denne artikel estimeres det, hvor stort gennemslaget er, og om det har ændret sig i løbet af perioden 1983-2006.

Rentegennemslaget er generelt højt og er steget over tid. Et højt gennemslag fra de pengepolitiske renter til pengeinstitutternes renter er udtryk for en effektiv transmission af Nationalbankens rentepolitik.

Hvor meget og hvor hurtigt en ændring i de pengepolitiske renter slår igennem på bankernes rentesatser afhænger af flere forhold. Eksempelvis vil en øget udbredelse af variabelt forrentede produkter føre til hurtigere gennemslag, ligesom graden af konkurrence også har indflydelse på både rentegennemslag og rentemarginal.

Bankerne ændrer normalt deres renter i løbet af samme måned som den pengepolitiske renteændring eller i den efterfølgende måned. Det er primært de store pengeinstitutter, der først ændrer deres renter over for husholdninger efter en pengepolitisk renteændring, mens de mindre institutter typisk følger efter i den efterfølgende måned.

I det følgende ses først på udviklingen i renter og rentemarginal over tid, hvorefter gennemslaget fra de pengepolitiske renter til bankernes renter estimeres ved en lineær regressionsmodel. Modellen estimeres for forskellige delperioder, sektorer og formål, og til sidst analyseres data på institutniveau. Afslutningsvis sammenholdes resultaterne med resultater fra andre lande.

TRANSMISSION FRA PENGEPOLITISKE RENTER TIL BANKERNES RENTER

Fastkurspolitikken indebærer, at Nationalbankens rentesatser normalt følger de renter, som Den Europæiske Centralbank, ECB, fastsætter for euroområdet.^[1] Nationalbankens renter er afgørende for de korte renter på pengemarkedet i Danmark. Nationalbankens renter påvirker dermed prisen på bankernes likviditet. Ændringer i de pengepolitiske renter vil derfor normalt medføre, at bankerne ændrer deres renter over for de fleste kunder.

Nogle banker ændrer deres renter hver gang, de pengepolitiske renter ændres. Mange banker samler dog Nationalbankens renteændringer sammen og ændrer renten på en stor del af deres produkter hver anden gang, Nationalbanken ændrer sine renter. Enkelte produkter, såsom prioritetslån, er imidlertid knyttet direkte til Nationalbankens rente^[2] og vil derfor variere i takt med ændringer i denne. Herudover er nogle bankprodukter, typisk erhvervslån, knyttet til pengemarkedsrenter. Forventninger til kommende ændringer af de pengepolitiske renter afspejles normalt i pengemarkedsrenterne forud for den faktiske ændring, og det kan derfor forekomme, at nogle bankrenter ændres, før Nationalbanken ændrer sine renter. I denne artikel undersøges det direkte gennemslag fra Nationalbankens renter til pengeinstitutternes renter.

Pengeinstitutternes gennemsnitlige renter har overordnet set fulgt Nationalbankens renter forholdsvis tæt siden 1983, jf. figur 1.^[3] Især i sidste halvdel af perioden er der god overensstemmelse mellem ændringer i de pengepolitiske renter og pengeinstitutternes renter. Diskontoen blev ikke ændret i en længere periode fra oktober 1983 til marts 1990, men fra begyndelsen af 1990'erne fik diskontoen igen en funktion som signalrente for det generelle niveau for de pengepolitiske renter i Danmark.

Man kan få et første indtryk af udviklingen i pengeinstitutternes såkaldte rentemarginal ved at se på forskellen mellem pengeinstitutternes gennemsnitlige udlånsrente og indlånsrente, jf. figur 2. Rentemarginalen er blevet indsnævret siden starten af 1990'erne. Det kan der være flere årsager til. Når renterne falder, og renteniveauet generelt er lavt, kan der være en vis træghed i nedadgående retning, som det især har været tilfældet for indlånsrenterne, da renterne ikke kan blive negative. Desuden har udbredelsen af de såkaldte prioritetslån med sikkerhed i fast ejendom de seneste år medvirket til såvel lavere udlånsrenter som højere indlånsrenter.^[4] Øget konkurrence om bankkunder kan være en anden årsag til indsnævret rentemarginal.

Udviklingen i rentemarginalen skal dog tolkes varsomt, da gennemsnitsrenter dækker over mange forskellige rentesatser og ikke inkluderer gebyrer, jf. boks 1. Som følge heraf kan konkurrencesituationen mellem bankerne ikke alene bedømmes ud fra udviklingen i rentemarginalen. I dag har bankerne spredt deres forretninger ud på flere områder, og derfor spiller udviklingen i rentemarginalen en mindre rolle for bankernes indtjening i dag end tidligere. I takt med den faldende rentemarginal er bankernes indtjening på gebyrer steget som andel af de samlede rente- og gebyrindtægter, mens andelen af renteindtægterne er faldet, jf. figur 2.^[5] En anden svaghed ved at benytte rentemarginalen som udtryk for konkurrencesituationen i banksektoren er, at bankerne også udsættes for konkurrence fra det kapitalmarkedsbaserede realkreditsystem. Fx blev realkreditlovgivningen liberaliseret i begyndelsen af 1990'erne, hvor muligheden for belåning af friværdi i fast ejendom blev øget.

GRADEN AF GENNEMSLAG TIL BANKERNES RENTER

I det følgende foretages en nærmere analyse af gennemslaget fra de pengepolitiske renter til pengeinstitutternes renter med udgangspunkt i en lineær regressionsmodel, jf. boks 2. For pengeinstitutterne tages der først udgangspunkt i de kvartalsvise serier over pengeinstitutternes gennemsnitlige ud- og indlånsrenter på udestående forretninger, som fremgik af figur 1. Som udtryk for Nationalbankens rente anvendes udlånsrenten frem til 2. kvartal 1992 og herefter diskontoen.

Gennemslaget fra den pengepolitiske rente til både pengeinstitutternes gennemsnitlige indlånsrente og udlånsrente er steget over tid, jf. figur 3. Det stærkere gennemslag i den sidste del af perioden kan skyldes flere ting, hvor især bankernes udbudte produkter spiller en rolle for størrelsen og hastigheden af gennemslaget. Desto flere korte forretninger og variabelt forrentede lån, desto hurtigere vil gennemslaget være. Det øgede rentegennemslag kan således afspejle, at variabelt forrentede lån er blevet mere udbredte. I begyndelsen af 1990'erne skønnes andelen af variabelt forrentede ind- og udlån at være 60 pct. af henholdsvis det samlede ind- og udlån og mellem 60 og 70 pct. i midten af 1990'erne, mens andelen i perioden 2003-06 i gennemsnit ligger mellem 80 og 90 pct.^[6]

I perioderne efter henholdsvis 1992 og 1996 er gennemslaget fra de pengepolitiske renter til pengeinstitutternes renter generelt lidt større for diskontoen end for udlånsrenten, jf. tabel 1. Det indikerer, at bankerne i højere grad ændrer deres renter i takt med ændringer i diskontoen end i udlånsrenten. Diskontoen er en signalrente, der udtrykker det overordnede niveau for de pengepolitiske renter. Ændringer i Nationalbankens udlånsrente kan forekomme hyppigere og i mindre ryk end diskontoen, fx i perioder med kortvarig valutauro, hvor pengeinstitutterne ofte vælger at holde detailrenterne uændrede. Da der er omkostninger forbundet med at ændre renterne over for kunderne, ændrer bankerne normalt kun deres renter, når de forventer, at den pengepolitiske renteændring er mere permanent.

I 2003 introducerede Nationalbanken en ny månedlig rentestatistik, som gør det muligt på et mere detaljeret niveau at analysere, hvor hurtigt gennemslaget til pengeinstitutternes renter er på månedsbasis. Resultaterne skal dog tolkes med en vis forsigtighed, da tidsperioden er kort, og de pengepolitiske renter har været konstante en væsentlig del af tiden. For perioden efter 2003 fås samme resultater for henholdsvis Nationalbankens udlånsrente og diskonto, da ændringer i de to renteserier stort set har været ens. I det følgende analyseres derfor kun ændringer i diskontoen.

Ved ændringer i diskontoen ændres bankrenterne på udestående forretninger i samme måned eller i efterfølgende måned, jf. tabel 2. Udføres analysen på nyudlån, fås samme resultater blot med større gennemslag i samme måned som den pengepolitiske renteændring. Det ses, at gennemslaget er fuldstændigt for både ind- og udlånsrente på nye forretninger. Statistikken over nye forretninger i en given måned afspejler de aktuelle betingelser på markedet og kan være præget af kunde- og/eller produktsammensætningen fra måned til måned. Udestående forretninger er sammensat af lån, der er optaget over en længere periode, og derfor afspejler renten også den historiske renteudvikling.

GENNEMSLAG TIL DETAILRENTER OPDELT PÅ SEKTORER OG FORMÅL

Fra 4. kvartal 1995 kan pengeinstitutternes renter opdeles på husholdninger og erhverv. Det laveste gennemslag fra den pengepolitiske rente er til renten på indlån fra husholdninger, jf. tabel 3. Det kan muligvis skyldes en mere træg tilpasning på grund af det lave renteniveau. Gennemslaget er dog relativt højt til både ud- og indlånsrenten for husholdninger.

For erhverv er der ikke den samme grad af forskel i gennemslaget til henholdsvis ud- og indlånsrenten. Det kan hænge sammen med, at renterne på erhvervslån måske i højere grad bliver forhandlet på både ud- og indlånssiden. Derudover kan konkurrencen fra andre finansieringskilder i ind- og udland også bidrage til et højere gennemslag til renterne for erhverv.

Efter 2003 kan data opdeles på formål og løbetider. En stor del af udlån til boligformål har en løbetid over 5 år, og gennemslaget til renten på disse lån er lidt mere forsinket end til renten på lån med kortere løbetid, jf. tabel 4. Segmentet med længere løbetid dækker over lån med både fast og variabel rente. Gennemslaget er relativt hurtigt, hvilket indikerer, at en stor del af dette segment er variabelt forrentet. For udlånsrenterne til erhverv er gennemslaget også aftagende med løbetiden.^[7] Betragtes renten på forbrugslån og andre lån, dvs. udlån til husholdninger ekskl. boligformål, er gennemslaget ikke fuldstændigt. Derimod er der et højt gennemslag til indlånsrenterne.

Udføres analysen for nyudlån til boligformål for husholdninger, er gennemslaget højt for rentebindingsperioden op til 1 år, mens det ikke er signifikant i andre rentebindingsperioder (ikke vist i tabel 4). Dette kan bl.a. forklares med, at renten til lån med lang rentebinding i høj grad afhænger af andre faktorer end ændringer i Nationalbankens rentesatser.

GENNEMSLAG TIL DETAILRENTER PÅ INSTITUTNIVEAU

Gennemsnitsrenterne varierer fra pengeinstitut til pengeinstitut. Størstedelen af pengeinstitutterne havde i december 2006 en gennemsnitlig udlånsrente i intervallet 6,0-6,9, jf. boks 3. I det følgende opdeles de 24 pengeinstitutter, der ultimo 2006 indberettede til Nationalbankens rentestatistik, i to grupper.^[8] Gruppe 1 omfatter de fem største institutter, der dækker ca. 70 pct. af det samlede udlånsomfang målt på udestående lån ultimo december 2006, mens gruppe 2 er de resterende institutter.^[9]

FORSKELLE I RENTER PÅ UDLÅN FOR INDIVIDUELLE PENGEINSTITUTTER	Boks 3
Pengeinstitutternes renter varierer mellem institutterne, jf. figuren. Det kan skyldes forskellig prisfastsættelse af de samme produkter, men i høj grad også forskellige produkter og kundesammensætning, hvor kunderne har forskellig kreditværdighed, og graden af sikkerhedsstillelse varierer. I december 2006 var der en vis spredning mellem institutterne, men størstedelen af institutternes renter på både udestående og nye udlån til husholdninger lå i intervallet 6,0-6,9 pct. p.a. De gennemsnitlige renter på nyudlån for en given måned afspejler de konkrete ud- og indlånsaftaler, der er indgået. Det betyder, at udviklingen i renterne fra måned til måned kan være påvirket af kunde- og/eller produktsammensætning. På institutniveau kan renten på nyudlån således være meget volatil, og det er derfor renter på udestående lån, der anvendes i regressionerne på institutniveau.
FORDELINGEN AF PENGEINSTITUTTERNES RENTESATSER (PCT. P.A.) PÅ UDESTÅENDE OG NYE UDLÅN TIL HUSHOLDNINGER, DECEMBER 2006

Ses først på kvartalsvis data siden 1995, er gennemslaget fra ændringer i de pengepolitiske renter generelt højt til renterne over for både husholdninger og erhverv i begge grupper, jf. tabel 5. Ud fra statistiske test kan det ikke afvises, at gennemslaget for de to grupper er ens.

I perioden efter 2003 er der en tendens til et hurtigere gennemslag til renterne på udlån til husholdninger fra de store pengeinstitutter end fra de mindre institutter, jf. tabel 6. En stor del af gennemslaget til renterne på lån til husholdninger finder sted i samme måned som den pengepolitiske renteændring for de store institutter, mens rentegennemslaget i lidt højere grad sker i den efterfølgende måned for de mindre institutter.

Forskellen i gennemslaget mellem institutterne med hensyn til lån til husholdninger kan bl.a. forklares ved forskelle i produktudbud og lånsammensætning mellem grupperne. Renten på prioritetslån knytter sig til de pengepolitiske renter, og det er især de store institutter, der siden 2003 har udbudt disse nye boligudlånsprodukter, jf. figur 4.

For gennemslaget til renterne for erhverv er der ikke tendens til, at de store banker ændrer deres renter først. Tværtimod tyder det på, at gennemslaget er lidt hurtigere for de mindre bankers vedkommende. Det kan måske forklares ved, at flere af kunderne i de store institutter er store virksomheder, der har en position, hvor de kan forhandle om prisen.

SAMMENLIGNING MED ANDRE LANDE

Der er de senere år også lavet empiriske analyser af rentegennemslaget i andre lande. En sammenligning med resultaterne for andre lande viser, at størrelse og hastighed af rentegennemslaget afhænger af flere faktorer og er forskelligt fra land til land. I januar 2003 indførte eurolandene og Danmark en harmoniseret rentestatistik, der gør det muligt at sammenligne detailrenter på tværs af lande i større udstrækning end hidtil. Der er dog stadig betydelige nationale forskelle, og perioden er kort. Som følge af forskelle i finansielle strukturer og produkter er det vanskeligt at foretage en direkte sammenligning af resultaterne for andre lande med dem for Danmark i denne artikel, da også de anvendte empiriske metoder varierer. Det er dog muligt at sammenholde nogle af hovedkonklusionerne med dem, der findes i andre studier.

For mange lande findes, at gennemslaget fra de pengepolitiske renter eller pengemarkedsrenter til bankernes renter er højt på langt sigt, men mere trægt på kort sigt, se bl.a. De Bondt (2002) og Kwapil og Scharler (2006). Ofte er ændringer i de pengepolitiske renter eller pengemarkedsrenter ikke fuldt slået igennem på bankernes renter efter tre måneder. Coffinet (2005) finder, at gennemslaget til detailrenter tager mellem en og syv måneder i Frankrig, mens det i euroområdet tager mellem to og otte måneder i perioden 1999-2003. Resultaterne i denne artikel indikerer derfor, at gennemslaget i Danmark er lidt hurtigere.

At der er forskel mellem lande, bekræftes af Sørensen og Werners (2006) analyse af bankrenter i euroområdet. De angiver, at forskelle i konkurrencesituationen mellem lande kan være en mulig forklaring. Ser man på deres produktspecifikke resultater, finder de som i denne artikel, at gennemslaget er større til renterne på boliglån end til renten på forbrugslån. Samme tendens findes af Baugnet og Hradisky (2004). Analyserne viser samtidig, at gennemslaget til renterne på lån til husholdninger er lavere end gennemslaget til renterne på erhvervslån. Resultaterne i denne artikel tyder på, at der er et højt gennemslag til renter på lån til husholdninger, hvilket kan hænge sammen med, at bankprodukter i forbindelse med fx boligkøb i højere grad er variabelt forrentet i Danmark end i andre lande.^[10] Det er primært de store institutter i Danmark, der først ændrer deres renter over for husholdninger efter en pengepolitisk renteændring. Det samme finder Deutsche Bundesbank (2002), der derudover også finder samme tendens for renterne på erhvervslån.

Samlet set indikerer resultaterne i denne artikel, at gennemslaget fra de pengepolitiske renter til pengeinstitutternes renter er relativt hurtigt i Danmark i forhold til andre lande.

LITTERATUR

Baugnet, V. og M. Hradisky (2004), Determinants of Belgian bank lending interest rates, Economic Review, 3rd quarter.

Danmarks Nationalbank (2003), Pengepolitik i Danmark, 2. udgave.

Danmarks Nationalbank (2006), Beretning og regnskab.

De Bondt, G. (2002), Retail bank interest rate pass-through: New evidence at the euro area level, ECB working paper, no. 136.

Deutsche Bundesbank (2002), The pass-through from market interest rates to bank lending rates in Germany, Monthly Report, March 2002.

Christoffersen, T. og M. Jakobsen (2003), Ny rentestatistik, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal.

Kwapil, C. og J. Scharler (2006), Limited Pass-Through from Policy to Retail Interest Rates: Empirical Evidence and Macroeconomic Implications, Oesterreichische Nationalbank, Monetary Policy and the Economy, 4th quarter.

Mikkelsen, R. (1993), Dansk Pengehistorie 1960-1990, Danmarks Nationalbank.

Olsen, M. og M. Linnemann Bech (1998), Pengeinstitutternes indtjening, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal.

Persson, S. (2005), En sammenligning af detailrenterne i Danmark og euroområdet, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 4. kvartal.

Sørensen C. K. og T. Werner (2006), Bank interest rate pass-through in the euro area. A cross country comparison, ECB working paper, no. 580.