IMFs fremtidige finansiering

Katrine Graabæk Mogensen, Internationalt Kontor

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Administrationen af internationale organisationer er overvejende finansieret af enten rentemarginalen i forbindelse med långivning (fx Den Internationale Valutafond, IMF) eller af årlige medlemsbidrag (fx FN og OECD). For IMF har et stort fald i udlånet over de seneste to år udhulet indtægtsgrundlaget og foranlediget en søgen efter nye finansieringsformer, ikke mindst til finansiering af overvågning, som er IMFs største udgiftspost, og som skal bidrage til makroøkonomisk og finansiel stabilitet og kriseforebyggelse – et område, der i disse år med globaliseringen søges yderligere styrket.

En ekstern komite under ledelse af Andrew Crockett blev nedsat for at frembringe et løsningsforslag, og i januar 2007 fremsatte komiteen forslag om en ny opbygning af IMFs finanser, hvor IMFs tre hovedaktiviteter overvågning, långivning og teknisk assistance som udgangspunkt har hver sin finansiering. Som centrale nye indtægtskilder foreslås afkast fra investering af flere resurser, herunder investering af en del af landenes medlemsindskud og investering af provenuet ved salg af en del af IMFs guld. Komiteen har ikke haft til opgave at vurdere muligheden for besparelser i administrationen af IMF, men sideløbende planlægges der besparelser i IMF i de kommende år.

I denne artikel forklares den nye situation for IMFs finanser, hvorefter Crockett-komiteens forslag præsenteres. Dernæst kommenteres forslaget, herunder dets betydning for Danmarks Nationalbank, og det videre forløb. Nordisk-baltisk valgkreds – som Danmark er en del af – ser den foreslåede finansieringsmodel som et fornuftigt grundlag for det videre arbejde med at sikre et holdbart indkomstgrundlag for IMF. Men det kan blive vanskeligt at sikre det nødvendige brede flertal for de nye indtægtskilder, også selv om de er mindre politiske end opkrævning af årlige bidrag fra medlemslandene. Hertil kommer, at IMF har store reserver, hvorfor ikke alle medlemslande er overbeviste om behovet for nye indtægtskilder. Der er derfor udsigt til et langvarigt forløb.

NY SITUATION FOR IMFS FINANSER

IMFs udlån er reduceret betydeligt over de seneste to år og er nu på det laveste niveau siden begyndelsen af 1970'erne. Dette skyldes bl.a. de senere års gunstige verdensøkonomiske forhold, som har medvirket til, at store låntagere har kunnet tilbagebetale deres lån til IMF, ligesom nye kriser er blevet undgået. Udlånet er nu koncentreret på få lande – ikke mindst Tyrkiet, hvis andel af IMFs samlede udlån under generelle låneprogrammer (både igangværende og lån under afbetaling) udgjorde over 70 pct. ved udgangen af 2006. IMF har nu kun generelle låneprogrammer med syv lande (der ses bort fra lån på favorable vilkår til lavindkomstlande).^[1]

IMFs udlån er drevet af långivning til medlemslande med betalingsbalanceproblemer. Långivningen sker ved kreditformidling, hvor udvalgte medlemslande stiller valuta til rådighed for IMF til videreudlån. Hvis låneomfanget øges, trækker IMF på disse kreditorer, herunder Danmark.^[2] Dermed forøges kreditorernes indbetaling, den såkaldte reservestilling i IMF. Modsat reduceres reservestillingen, hvis låneomfanget falder. Sammenhængen fremgår af figur 1, hvor det ses, at Danmark har fået reduceret reservestillingen i takt med, at IMFs udlån er faldet.^[3]

Udlånet har hidtil dannet den vigtigste basis for IMFs indtægter og reserveopbygning. Udlånsrenten er således i sidste ende blevet fastsat residualt, så målet for indkomst og reserveopbygning blev nået. Kreditorerne har dog også bidraget, dels ved at en del af reservestillingen ikke er blevet forrentet, dels ved at der fra den forrentede del af reservestillingen er blevet trukket et gebyr fra den såkaldte SDR-rente^[4], jf. boks 1 i Appendiks 1. Lande, der hverken er låntagere eller kreditorer, har ikke bidraget til finansieringen.^[5]

Sammenhængen mellem udlån og indtægter er uholdbar i lyset af det store fald i udlånet.^[6] Udlånsrenten skulle i givet fald være så høj, at IMF-lån ikke ville være attraktive – uanset at IMF-lån kan have andre fordele end en lavere rente end markedsrenten, herunder den disciplin i den økonomiske politik, der er en forudsætning for et IMF-lån, og som er af væsentlig betydning for eventuelle private långivere.

Som en midlertidig foranstaltning vedtog IMFs bestyrelse i foråret 2006 at fastfryse den del af udlånsrenten, der ellers skulle bestemmes residualt, og i stedet trække på IMFs reserver om nødvendigt. IMFs reserver er opbygget for at skabe sikkerhed for IMFs långivning og er steget markant de seneste år til nu ca. 6 mia.SDR. Reserverne er således af et omfang, der kan dække et vist underskud på IMFs administrative budget en del år ud i fremtiden. Endvidere blev en investeringskonto etableret med henblik på at opnå et højere afkast af beholdningen af reserver. Hvad angår udgiftssiden, budgetterer IMF med 2 pct. real årlig reduktion i IMFs udgifter over finansårene 2008-10. De kommende år ventes stigende underskud, jf. tabel 1.

CROCKETT-KOMITEENS FORSLAG TIL EN NY FINANSIERINGSMODEL

I januar 2007 udkom en rapport fra den eksterne komite " Committee of Eminent Persons" , som i maj 2006 blev nedsat med henblik på at frembringe forslag til at sikre et holdbart indkomstgrundlag for IMF. Komiteen bestod af formand Andrew Crockett, direktør i investeringsbanken JPMorgan Chase, Mohamed A. El-Erian, adm. direktør for Harvard Management Company og en bred sammensætning af nuværende og tidligere centralbankchefer^[7].

Crockett-komiteen foreslår nye indtægtskilder knyttet til en ny opbygning af IMFs finanser, hvor IMFs tre hovedaktiviteter som udgangspunkt har hver sin finansiering. Offentlige goder bør således finansieres bredt af medlemskredsen, mens långivning fortsat skal finansieres af rentemarginalen i forbindelse med långivning. Andre bilaterale ydelser – som fx teknisk assistance, dvs. IMFs ekspertrådgivning – foreslås finansieret af modtagerne og/eller af bilaterale bidrag, jf. figur 2.

Komiteen mener ikke, at opbygningen skal anvendes mekanisk, idet opdelingen i praksis er mindre simpel. Eksempelvis vil den løbende makroøkonomiske overvågning (et offentligt gode) danne den informationsmæssige baggrund ved udformningen af låneprogrammer, og teknisk assistance (en bilateral ydelse) kan være nødvendig for, at et land kan implementere nogle af de tiltag, som er aftalt i et låneprogram. Men opdelingen har for komiteen betydning for at tydeliggøre, hvor store indtægter, der er nødvendige, og hvem der bør betale for ydelsen.

I tillæg til nye finansieringskilder foreslås en dividendepolitik formuleret i tilfælde af, at indtægterne skulle vise sig at overstige omkostningerne og behovet for reserveopbygning. Det understreges endvidere, at indtægtssiden ikke kan ses uafhængigt af udgiftssiden, men at en vurdering af omkostningsniveauet og mulige administrative besparelser i IMF ligger uden for komiteens mandat. De foreslåede finansieringskilder er nærmere beskrevet i det følgende.

Finansiering af långivning
Komiteen foreslår samme indtægtskilder til finansiering af omkostningerne ved generel långivning som i dag. Udlånsrenten skal fastsættes, så udgifterne forbundet med långivningen i form af administration og rentebetaling til kreditorerne samt den nødvendige reserveopbygning dækkes, men den skal ikke længere have til formål at finansiere IMFs øvrige aktiviteter. Renten bør have et niveau, der modvirker langvarig brug af IMFs resurser, når det er muligt at låne på markedsvilkår, men den skal holdes inden for et rimeligt bånd i henhold til markedsforholdene. Komiteen har dog ikke et konkret forslag til, hvordan udlånsrenten bør fastsættes.

Rentebetalingen til kreditorerne skal ifølge komiteen ikke reduceres i forhold til i dag, bl.a. fordi besparelsen herved, dvs. merindtægten, alligevel ville variere med udlånsmængden og ikke ville være robust i en situation med lavt udlån.

Finansiering af offentlige goder
Udbuddet af offentlige goder udgør omtrent halvdelen af omkostningerne ved IMFs aktiviteter. Til finansiering heraf foreslår komiteen nye indtægtskilder finansieret af en bredere kreds af medlemslande ud fra betragtningen, at denne type goder gavner medlemskredsen bredt. Mere præcist foreslås følgende tre merindtægter:

• Udvidelse af IMFs investeringsmandat.
• Investering af provenu fra salg af en del af IMFs guld.
• Investering af kvotemidler.

Komiteen foreslår en udvidelse af IMFs investeringsmandat ved dels at tillade længere varighed, dels at tillade investering i flere instrumenter på linje med multilaterale udviklingsbanker med høj kreditvurdering som fx Verdensbanken. Dette investeringsmandat gælder resurser på den investeringskonto, der i april 2006 blev etableret med henblik på at opnå indtægter fra investering af IMFs reserver.^[8]

Det nuværende beløb på investeringskontoen foreslås suppleret med investering af profitten ved et guldsalg.^[9] Denne resurse vil være rentefri, og hele investeringsafkastet fra investering af profitten fra et guldsalg – korrigeret for inflationsudviklingen – foreslås benyttet til dækning af IMFs udgifter. Det drejer sig om 13 mio.ounces guld, dvs. ca. 400 ton, som gennemsnitligt kun er bogført til 207 SDR pr. ounce, men som antages mindst at kunne sælges til 500 SDR pr. ounce.

Komiteen lægger vægt på kun at sælge en afgrænset mængde og foreslår derfor salg af guld erhvervet efter 2. ændring af IMFs vedtægter i 1978. Dette guld er ikke underlagt de samme regler ved guldsalg som den resterende mængde. Endvidere skal salget koordineres med centralbankernes aftaler om guldsalg for bl.a. at begrænse den potentielle markedspåvirkning. Komiteen bemærker, at anvendelsen af dette guld ville give en relativt lige fordeling af finansieringsbyrden mellem medlemslandene, eftersom det generelt kan anses for fælles eje for IMF- medlemskredsen.

Endelig foreslås investeringsbeløbet forøget ved at investere en del af de samlede kvotemidler, dvs. de resurser, der i dag ellers kun stilles til rådighed til brug for videreudlån til andre medlemslande (fx ca. 10 pct. af kvotemidlerne svarende til knap 22 mia.SDR). Forskellen mellem investeringsafkastet og rentebetalingen til medlemslandene skal frembringe merindtægten. Rentebetalingen foreslås at være den samme som i dag, dvs. SDR-renten fratrukket et gebyr, jf. Appendiks 1. Vigtigheden af at foretage disse investeringer i tilpas likvide værdipapirer understreges, idet der kan opstå behov for kvotemidlerne til udlån.

Komiteen nævner, at et krav om, at alle medlemslande stiller kvotemidler til rådighed for investeringer, kan overvejes. Alternativet med alene at trække på udvalgte kreditorer, som det i dag er tilfældet ved långivning, kunne give indtryk af, at andre lande ikke bidrog til finansieringen.

Finansiering af bilaterale ydelser
Komiteen mener, at de administrative omkostninger ved långivning på favorable vilkår til lavindkomstlande bør dækkes af de midler, der oprindelig blev tilført IMF til dette formål. Disse omkostninger foreslås dermed finansieret af den såkaldte PRGF-ESF-fond. Omkostningerne er tidligere blevet dækket på denne måde, men bestyrelsen har siden regnskabsåret 1998 valgt at lade de administrative omkostninger blive dækket af IMFs almindelige indtægter i stedet.

Teknisk assistance i form af ekspertrådgivning inden for IMFs kompetenceområder fremhæves som en bilateral ydelse og ikke som et offentligt gode. IMFs ledelse opfordres derfor til at udarbejde en mekanisme til at opkræve betaling for disse ydelser for at regulere efterspørgslen. Komiteen anerkender dog, at 80 pct. af omkostningerne ved teknisk assistance relaterer sig til lande med en relativ lav indkomst, som ikke kan betale for assistancen, men hvor den kan være vigtig for at fremme vækst og bekæmpe fattigdom samt forebygge kriser. Donorbidrag fra mere velstående lande nævnes derfor som en mulighed. Samlet konstaterer komiteen, at der næppe kan opnås væsentlige indtægter ved at opkræve betaling, men at forslaget af principielle årsager ikke desto mindre bør undersøges nærmere.

Forslagets merindtægter og beslutningsproces
Komiteen anbefaler, at finansieringsforslagene betragtes som en samlet pakke, og de forventede årlige merindtægter ved finansieringsmodellen opgøres til 320-420 mio.SDR, jf. tabel 2. Dette skal sammenholdes med et forventet underskud på 108 mio.SDR i regnskabsåret 2007 stigende til 265 mio.SDR i 2010, jf. tabel 1.

De største finansieringskilder i komiteens forslag kræver meget bred tilslutning blandt medlemskredsen, og flere af forslagene kræver endda ændring af IMFs vedtægter, som forudsætter godkendelse i mindst 3/5 af medlemslandene med minimum 85 pct. af den samlede stemmevægt.

KONSEKVENSER AF FORSLAGET

Komiteens forslag til en ny opbygning af IMFs finanser og herunder de nye indtægtskilder skal behandles i IMFs bestyrelse, hvor der kun har været indledende drøftelser. Danmark indgår her i en valgkreds med de 7 andre nordiske og baltiske lande.^[10]

Den foreslåede finansieringsmodel ses af nordisk-baltisk valgkreds som et fornuftigt grundlag for det videre arbejde med at sikre et holdbart indkomstgrundlag for IMF. Det er en attraktiv egenskab ved forslaget, at indtægtsgrundlaget gøres bredere og dermed mindre afhængigt af långivning. Opdelingen af IMFs aktiviteter i henholdsvis långivning, offentlige goder og bilaterale ydelser er en relevant referenceramme, men det bør erindres, at alle aktiviteter indeholder elementer af offentlige goder. Endvidere kan der være praktiske problemer knyttet til at anvende modellen for rigoristisk.

Fra nordisk-baltisk side er det også blevet understreget, at tilbageholdenhed på udgiftssiden er centralt for sunde finanser, og at nye indtægtskilder ikke i sig selv må føre til øgede udgifter eller nye aktiviteter. En dividendepolitik kan være et nyttigt redskab i denne sammenhæng, men da der samtidig kan være behov for, at indtægter fra de forskellige " grene" indgår i finansieringen af andre aktiviteter, er der behov for yderligere uddybning af en sådan politik for at kunne vurdere dens samlede egenskaber.

Finansiering af långivning
Forslaget indebærer, at låneomkostningerne for låntagerne ikke længere bestemmes af IMFs generelle indtægtsbehov, herunder bl.a. til den makroøkonomiske og finansielle overvågning af medlemslandene. Forslaget om ikke at reducere forrentningen til kreditorerne ligger i naturlig forlængelse af ønsket om at gøre indtægterne mindre afhængige af udlån, da en reduktion af denne rente ikke vil bidrage væsentligt til indtægterne i en situation med lavt udlån. Den manglende konkretisering af principperne for fastlæggelse af udlånsrenten gør det svært at foretage en endelig vurdering af forslaget.

Finansiering af offentlige goder
Nordisk-baltisk valgkreds støtter en vis udvidelse af IMFs investeringsmandat, men forslaget kræver nærmere uddybning. Afkastet vil være usikkert og afhænge af rentekurvens udseende, og det er ikke konkretiseret, hvad det udvidede investeringsmandat vil indebære af risiko, herunder risiko som følge af længere varighed. I lyset af de nuværende markedsforhold med flade eller faldende rentekurver samt de forsigtige rammer, som centralbanker typisk investerer sine midler inden for, synes et forventet merafkast på 50 basispoint således ganske højt.

Den nordisk-baltiske valgkreds støtter det foreslåede guldsalg, som er udformet med en række attraktive egenskaber. Dels er der tale om et decideret guldsalg og ikke kun en de facto opskrivning af den regnskabsmæssige værdi af guldet, som det var tilfældet i 1999-2000.^[11] Derudover er det naturligt afgrænset ved kun at omfatte guld erhvervet efter 2. vedtægtsændring i 1978. Derved mindskes presset for yderligere guldsalg for at fremskaffe flere indtægter siden hen. Endvidere er det vigtigt, at guldmarkedet ikke påvirkes væsentligt ved salget – et centralt aspekt, idet IMF besidder verdens 3. største officielle guldreserve. Guldsalget vil omfatte omtrent 400 ton (svarende til 12,5 pct. af IMFs samlede guldbeholdning). Da salget foreslås holdt inden for centralbankernes aftaler om guldsalg – og forslaget har opbakning fra komitemedlemmet fra et af de største guldproducerende lande, Tito Mboweni fra Sydafrika – må det anses for sandsynligt, at markedspåvirkningen minimeres.^[12]

Nordisk-baltisk valgkreds finder, at investering af kvotemidler kræver nærmere analyse. En løsning, hvor alle medlemslande i højere grad kommer til at bidrage til finansieringen, synes attraktiv. Muligheden for særskilte foranstaltninger til at fritage lavindkomstlande – som i forvejen har knappe resurser – for bidrag kan undersøges. Det er imidlertid uklart, hvordan et krav om, at medlemslandene stiller resurser til rådighed for investeringer, er foreneligt med reservestillingens status som centralbankreserve. At låne penge til investeringer med henblik på at opnå et højere afkast end den forrentning, der skal betales af de lånte penge, vil være en ny vej for IMF at gå, og ovennævnte forbehold vedrørende usikkerhed om investeringsafkastet er lige så relevante her.

Finansiering af bilaterale ydelser
Nordisk-baltisk valgkreds er i princippet enig i, at de administrative omkostninger ved favorable lån til lavindkomstlande bør betales separat via midlerne frembragt til finansiering af disse lån. Dette vil dog reducere kapaciteten til udlån på favorable vilkår til lavindkomstlandene, medmindre der fremskaffes ekstra bidrag fra fx bilaterale donorer. Det er vigtigt for den nordisk-baltiske valgkreds, at denne udlånskapacitet ikke undermineres.

Den nordisk-baltiske valgkreds er endvidere skeptisk over for at indføre gebyrer for teknisk assistance, eftersom lavindkomstlandene har brug for denne ekspertrådgivning, men muligvis ville fravælge den, hvis de selv skulle betale. Det kan dog undersøges nærmere, om gebyrer kan indføres for mere velstående lande. I lyset af det begrænsede indtægtspotentiale bør spørgsmålet dog behandles separat fra diskussionen om et holdbart indkomstgrundlag for IMF.

Finansieringsforslagets betydning for Nationalbanken
Der foreligger ikke en vurdering af den samlede virkning for medlemslandene af komiteens forslag.

For Danmark som kreditorland kan følgende dog konstateres:

• En ændring i IMFs investeringsmandat vil ikke i sig selv have nogen umiddelbar virkning på Nationalbankens balance og regnskab.
• Forrentningen til kreditorerne og dermed Danmark vil blive forøget, mens udlånsrenten for debitorerne bliver reduceret som følge af det foreslåede guldsalg.
  En række tekniske forhold betyder således, at det tidligere nævnte fradrag fra SDR-renten for kreditorerne i netop dette tilfælde vil blive reduceret, og tillægget for låntagerne tilsvarende mindsket, og forrentningen til kreditorerne større.^[13]
• Nationalbankens reservestilling i IMF vil blive forøget med 10-12,5 pct. af kvoten ved det angivne investeringsomfang.
  Investering af kvotemidler skal ske ved at trække på medlemslandene, hvilket vil forøge Nationalbankens reservestilling i IMF. Ved det angivne investeringsomfang på 10 pct. af de samlede kvoter vil Nationalbankens reservestilling tilsvarende blive forøget med 10 pct. af kvoten, dvs. 164 mio.SDR, hvis alle medlemslande bidrager med deres respektive kvoteandel. Hvis det derimod alene er de nuværende udvalgte kreditorlande til finansiering af långivning, der skal bidrage med kvotemidler, vil reservestillingen blive forøget med 12,5 pct. af kvoten, dvs. 205 mio.SDR.

• Nationalbanken vil ikke blive direkte berørt af forslagene til finansiering af de bilaterale ydelser, men som bidragsyder til PRGF-ESF-fonden vil Danmark implicit bidrage, medmindre der bliver tilført ekstra resurser til denne fond.^[14]

Det skal bemærkes, at der for Nationalbankens vedkommende i dag ikke er tale om væsentlige alternativomkostninger ved at stille resurser til rådighed for IMF. Dette skyldes, at IMFs træk på Nationalbanken tages fra bankens korte placeringer, som forrentes stort set svarende til SDR-renten.

DET VIDERE FORLØB

Rapporten har generelt fået en positiv modtagelse, men der er fortsat en række ubesvarede spørgsmål, eftersom Crockett-rapporten ikke indeholder detaljerede oplysninger.

IMFs bestyrelse har endnu ikke haft en egentlig forhandling om forslagene, men det står klart, at der bliver tale om en langvarig proces, ikke mindst på grund af de gældende beslutningsprocedurer for de fleste af forslagene.

Det kan blive vanskeligt at opnå et tilstrækkeligt bredt flertal. Ikke mindst USA vil få en central rolle, da landet med en stemmevægt på knap 17 pct. i praksis har vetoret for beslutninger, der kræver 85 pct. flertal. Det skal således bemærkes, at USA traditionelt har været imod guldsalg, som udgør en væsentlig andel af merindtægterne ved finansieringsforslaget, og guldsalget formodes at skulle godkendes af den amerikanske kongres. Det kan også blive afgørende, at vedtægtsændringer kræver implementering, typisk i form af ratificering, i 3/5 af medlemslandene med 85 pct. stemmevægt. ^[15]

Andre forslag kan komme på tale, selv om komiteen anbefaler, at finansieringsforslaget betragtes som en samlet pakke. Et forslag kunne fx være reduceret forrentning til kreditorerne, selv om forslaget er følsomt over for udlånsomfanget, medmindre kvoterne bruges i investeringsøjemed.^[16]

Endelig kan nogle lande anlægge den holdning, at situationen måske er midlertidig og IMFs reserver tilstrækkelige indtil videre. Fra dette synspunkt kan tiden ses an, før der træffes beslutning om en eventuel ny finansieringsmodel for IMF. Med reserver på 6 mia.SDR vil et operationelt underskud i omegnen af 100-250 mio.SDR kunne dækkes mange år frem i tiden.

LITTERATUR

Committee of Eminent Persons to Study Sustainable Long-Term Financing of the IMF, Final Report, January 31, 2007.

Danmarks Nationalbank, Beretning og Regnskab, 1999, 2003 og 2006.

International Monetary Fund, Annual Report, 2006.

International Monetary Fund, Articles of Agreement, 1993.

International Monetary Fund, Establishment and Operation of the Investment Account, 12. august, 2005.

International Monetary Fund, Financial Organization and Operations of the IMF, Treasurer's Department, nr. 45, 6. udgave, 2001.

International Monetary Fund, Financial Transactions Plan.

International Monetary Fund, Financing the Fund’s Operations – Review of Issues, 11. april, 2001.

International Monetary Fund, Review of the Fund’s Income Position for FY 2007 and FY 2008, 9. april, 2007.

International Monetary Fund, SDR Interest Rate, Rate of Remuneration, Rate of Charge and Burden Sharing Adjustments, 25. december 2006.

Mogensen, Louise, IMF og Nationalbankens balance, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 4. kvartal, 2003.

Segendorf, Björn og Eva Srejber, Who is paying for the IMF?, Sveriges Riksbank, Economic Review, nr. 3, 2006.

World Gold Council – www.worldgoldcouncil.org

APPENDIKS 1 – NATIONALBANKENS RESERVESTILLING OG RENTEBETALING

Nationalbankens finansielle mellemværender med IMF tager udgangspunkt i kvoten, som er Danmarks medlemsindskud i IMF. Kvoten fastsættes ud fra beregninger af medlemslandenes relative størrelse i verdensøkonomien og er bestemmende for stemmeandelen i IMF, størrelsen af den mulige benyttelse af IMFs finansielle resurser samt af tildelte særlige trækningsrettigheder, SDR. Endvidere er kvoten udgangspunkt for fordelingen af landenes bidrag til finansiering af långivning. Danmarks kvote har siden 1999 været 1.642,8 mio.SDR (ca. 14 mia.kr. ultimo 2006).

Medlemsindskuddet indbetales i en blanding af national valuta (75 pct. af kvoten) og international omsættelig valuta og/eller guld (25 pct. af kvoten), som i Danmarks tilfælde hentes fra Nationalbankens valutareserver.^[17] Derved får IMF et tilgodehavende i Nationalbanken – et kronetilgodehavende – og Nationalbanken et tilgodehavende i IMF – kaldet reservestillingen. Reservestillingen er med andre ord forskellen mellem kvoten og IMFs kronetilgodehavende. Ultimo 2006 var reservestillingen 148 mio.SDR.^[18]

Reservestillingen indgår i opgørelsen af Nationalbankens valutareserve, og Danmark kan uden tilknyttede betingelser om tilpasning af den makroøkonomiske politik – såkaldt konditionalitet – gøre brug af denne reservestilling.^[19] Indbetaling af valuta til IMF ændrer således ikke på den samlede valutareserve, blot placeringen.^[20]

Reservestillingen kan betegnes som et lands nettokreditorposition, idet indbetalt valuta benyttes af IMF til videreudlån til medlemslande med betalingsbalanceproblemer. Lande, der har en tilstrækkelig stærk betalingsbalancestilling og international likviditet, er de principale bidragsydere til dette videreudlån. Disse lande deltager i den såkaldte Financial Transactions Plan og stiller valuta til rådighed for IMF. Skal IMF foretage en udbetaling til et land med låneprogram hos IMF, trækker IMF på disse kreditorer. Derved vil kreditorernes reservestilling forøges og – ved træk på Nationalbanken – IMFs kronetilgodehavende reduceres. Der så at sige " byttes" international omsættelig valuta, valutareserver, for national valuta. I år med relativt omfattende IMF-udlån var Nationalbankens reservestilling dermed langt over 25 pct. af kvoten, mens den ultimo 2006 kun var 9 pct. af kvoten.

Danmark bidrager til IMFs finansiering ad to kanaler, idet en del af reservestillingen er uforrentet, og der af den forrentede del fratrækkes et beløb til såkaldt byrdefordeling, jf. boks 1.

BETALING I FORBINDELSE MED IMFs LÅNGIVNING	Boks 1
Forrentningen til kreditorerne og udlånsrenten for debitorerne tager udgangspunkt i 3-måneders SDR-renten. Herfra er der henholdsvis et fradrag og et tillæg som led i den såkaldte byrdefordelingsmekanisme. Byrdefordelingsmekanismen sigter mod at opbygge reserver i tilfælde af, at debitorerne misligholder deres lån, og både kreditorer og debitorer bidrager til denne reserveopbygning. Ved udgangen af 2006 blev SDR-renten henholdsvis fratrukket og tillagt ca. 30 basispoint til byrdefordeling, men dette beløb var lavere (typisk 10-15 basispoint) i de foregående år, hvor udlånsomfanget var langt større. For IMFs debitorer tillægges SDR-renten desuden en basismargin samt yderligere gebyrer afhængigt af størrelsesordenen for det enkelte lands lån. Basismarginen er hidtil blevet fastsat residualt, så IMFs mål for indkomst og reserveopbygning blev nået. Det følger heraf, at et faldende udlån alt andet lige vil resultere i en højere basismargin for de tilbageværende debitorer ved et uændret mål for indkomst og reserveopbygning. Sammenhængen mellem SDR-renten og forrentningen af reservestillingen samt debitorernes udlånsrente fremgår af figuren nedenfor.
FORRENTNING AF RESERVESTILLINGEN OG RENTEBETALING FOR DEBITORER
Anm.: Figuren viser ikke, at en del af reservestillingen er uforrentet. Kilde: Segendorf og Srejber (2006) og IMFs SDR Interest Rate, Rate of Remuneration, Rate of Charge and Burden Sharing Adjustments. 1   Basismarginen er for regnskabsåret 2007 fastlåst til 108 basispoint som en midlertidig foranstaltning. 2   Gebyrtillæg afhænger af størrelsesordenen for lånet samt i visse tilfælde af tiden fra lånoptagelsen.
En del af medlemslandenes reservestilling er dog uforrentet. For Danmarks vedkommende drejer dette sig om 65 mio.SDR, hvilket er værdien af det guld, Danmark har indbetalt til IMF (25 pct. af kvoten før 1. april 1978), når guldet opgøres til den historiske guldpris på 35 SDR pr. ounce.1 Dette svarer til 4,0 pct. af kvoten i dag – dvs. knap halvdelen af reservestillingen på 9,0 pct. af kvoten var uforrentet ultimo 2006. Den uforrentede reservestilling udgjorde i gennemsnit 3,8 pct. af kvoten for medlemskredsen som helhed ved udgangen af regnskabsåret 2006, men andelen varierer betydeligt – fx udgør Storbritanniens uforrentede reservestilling 6 pct. af kvoten mod Saudi-Arabiens 0,5 pct. af kvoten.
Kilde: IMF Annual Report (2006), IMFs International Financial Statistics og egne beregninger. 1  1 (troy) ounce = 31 gram.