Produktivitetsudviklingen i Danmark

Per Flink Iversen og Johanne Dinesen Riishøj, Økonomisk afdeling

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Den danske produktivitet, målt som bruttoværditilvækst pr. arbejdstime, er faldet i løbet af det seneste år ifølge de foreliggende kvartalsvise nationalregnskabstal. Det dækker over, at væksten i produktionen er taget af, mens arbejdsindsatsen er fortsat med at vokse hurtigt. Set over det sidste årti er den danske produktivitet vokset beskedent både i forhold til tidligere og sammenlignet med andre lande.

Væksten i produktiviteten er faldet til trods for, at danske virksomheder har investeret betydeligt i informationsteknologi og øvrigt kapitalapparat, og at arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er vokset. Udviklingen må antageligt tilskrives, at vi ikke har været lige så gode til at opnå effektivitetsgevinster fra andre forhold som fx bedre arbejdsgange og smartere produktionsprocesser som tidligere og som i andre lande. Det kan skyldes, at flere personer, herunder også marginale grupper, er kommet ind på arbejdsmarkedet bl.a. som følge af arbejdsmarkedsreformerne siden midten af 1990'erne og de senere års økonomiske opsving. Branchesammensætningen i Danmark med en relativt lille it-produktion kan også være en del af forklaringen. Desuden har omfanget af forskning og udvikling i Danmark og arbejdsstyrkens uddannelsesniveau været lidt lavere end i nogle af de lande, vi handler mest med.

Højere produktivitet gør det muligt at producere mere med samme indsats af resurser, og på langt sigt er fremgang i produktiviteten vigtig for den underliggende økonomiske vækst, realindkomsterne og levestandarden. Produktivitetsstigninger er samtidig en væsentlig parameter i den internationale konkurrence. Produktivitetsgevinster bliver endnu vigtigere for Danmark i de kommende år, hvor den demografiske udvikling trækker arbejdsudbuddet nedad.

Denne artikel belyser udviklingen i den danske produktivitet de senere år og sammenligner ved brug af harmoniserede data med udviklingen i andre lande.

OPGØRELSER AF PRODUKTIVITET

Størrelsen af et lands produktion afhænger af indsatsen af arbejdskraft, kapital og andre produktionsresurser, herunder hvor effektivt disse anvendes. Effektiviteten betegnes også produktivitet.

Der er forskellige mål for produktivitet. I denne artikel fokuseres på arbejdsproduktivitet, det vil sige produktionen i forhold til indsatsen af arbejdskraft. Det er mest almindeligt at angive arbejdsproduktivitet som produktion pr. beskæftiget eller produktion pr. præsteret arbejdstime, også kaldet timeproduktiviteten. Hvis det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. beskæftiget varierer over tid eller på tværs af lande, vil de to mål for arbejdsproduktiviteten være forskellige. I det følgende benyttes timeproduktiviteten som mål for produktiviteten.

Når produktiviteten opgøres, har det betydning, om man betragter den samlede økonomi, eller om man kun ser på den markedsmæssige del af økonomien. Årsagen er, at produktivitetsstigningen i den offentlige sektor pr. konstruktion er nul, uanset om der faktisk er effektivitetsgevinster, jf. boks 1. Produktivitetsvæksten i den offentlige sektor er væsentlig bl.a. for den finanspolitiske holdbarhed, men da den er svær at måle, belyser denne artikel alene udviklingen i den markedsmæssige del af økonomien.

Den grundlæggende udvikling i produktiviteten vurderes bedst over en længere årrække, fordi væksten i produktiviteten varierer som følge af konjunkturerne. I en lavkonjunktur vil produktivitetsstigningen typisk være lavere end det normale. Det skyldes, at virksomhederne vil have tendens til at fastholde værdifulde medarbejdere, der kan benyttes, når konjunkturerne vender. Beskæftigelsen aftager derfor sjældent i samme omfang som produktionen, og produktiviteten kan ligefrem falde.

I starten af et opsving vokser produktiviteten typisk mere end det normale, fordi kapacitetsudnyttelsen er lav som følge af, at medarbejdere er blevet fastholdt under lavkonjunkturen. Virksomhederne er desuden forsigtige med at ansætte i starten af opsvinget, da de er usikre på dets varighed og styrke. Efterhånden som opsvinget bliver mere etableret, begynder virksomhederne i større grad at ansætte, og produktivitetsvæksten falder til lidt under det normale.

Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet har betydning for, hvor store de konjunkturbetingede udsving i produktiviteten er. Hvis fleksibiliteten er høj, kan virksomhederne hurtigere tilpasse antallet af ansatte til udviklingen i produktionen, og så bliver de konjunkturbetingede udsving i produktiviteten mindre, jf. artikel om flexicurity side 47 ff.

UDVIKLING I PRODUKTIVITETEN I DANMARK OG UDLANDET

Produktivitetsvæksten i Danmark har det seneste årti været beskeden i forhold til tidligere, jf. figur 1. Fra 1996 til 2006 er timeproduktiviteten i den markedsmæssige del af økonomien gennemsnitligt vokset 1,0 pct. om året mod 3,9 pct. i de foregående 30 år. Den svage produktivitetsudvikling tegner til at være forstærket i 2007. Fra 2. kvartal 2006 til samme kvartal i 2007 er timeproduktiviteten i den private sektor faldet ca. 2 pct. ifølge de foreliggende nationalregnskabstal. Det dækker over, at den økonomiske vækst er taget af, samtidig med at antallet af arbejdstimer er vokset hurtigt. De seneste tal er dog foreløbige og kan blive revideret.

Væksten i den danske timeproduktivitet har også været svagere end i de lande, vi handler mest med. Mens Danmark havde den næststørste gennemsnitlige årlige fremgang i timeproduktiviteten blandt de gamle EU-lande i perioden 1971-95, lå vi fjerdesidst i årene herefter, jf. figur 2. Siden midten af 1990'erne er timeproduktiviteten i Danmark også vokset langsommere end i fx USA, hvor produktionen pr. arbejdstime gennemsnitligt er vokset ca. 3 pct. om året i perioden.

Den svagere udvikling i den danske timeproduktivitet har været bredt fordelt på erhverv. Alle hovedbrancher med undtagelse af transport-, post- og telesektoren har haft lavere timeproduktivitetsvækst i det seneste årti sammenlignet med tidligere år, jf. figur 3.  Produktivitetsvæksten er mere end halveret i de fleste hovedbrancher. I forretnings-serviceerhverv er produktionen pr. arbejdstime ligefrem faldet siden midten af 1990'erne, mens den stort set har været uændret i byggeriet og inden for handel, hotel- og restaurationsbranchen ifølge de foreliggende data.

FAKTORER BAG DEN SVAGERE PRODUKTIVITETSVÆKST I DANMARK

Fremgang i beskæftigelsen og konjunkturudviklingen
Beskæftigelsen er steget kraftigt i Danmark siden midten af 1990'erne bl.a. som følge af en række reformer af det danske arbejdsmarked. Fremgangen i beskæftigelsen har også omfattet personer med begrænset arbejdsmarkedserfaring. Hvis den gennemsnitlige produktivitet blandt de personer, der er kommet i arbejde, har været lavere end blandt dem, der allerede var i arbejde, kan fremgangen i beskæftigelsen bidrage til at forklare, hvorfor væksten i produktiviteten har været lav.

Over det seneste år er produktiviteten i Danmark direkte faldet, samtidig med at kapacitetspresset har været højt. Den aktuelle situation afviger fra den typiske udvikling i produktivitetsvæksten over et konjunkturforløb. Normalt vil væksten være relativt høj i et opsving og omvendt i en lavkonjunktur, jf. at kurverne i figur 4 plejer at følges ad.

Den aktuelle situation kan afspejle, at produktionen ikke har kunnet følge med efterspørgslen, fordi virksomhederne har manglet kvalificeret arbejdskraft og ledig produktionskapacitet. Mens produktionen har været begrænset af mangel på kapacitet, er virksomhederne fortsat med at ansætte flere medarbejdere for at indhente efterslæbet. Det kan midlertidigt have trukket produktivitetsvæksten ned. Samme fænomen gjorde sig tilsyneladende gældende i midtfirserne, hvor kapacitetspresset også var stort.

Den normale positive sammenhæng mellem konjunktur og produktivitet indebærer, at konjunktursituationen i starten og slutningen af den periode, man betragter, også har betydning for produktivitetsvæksten. Fx er en del af forklaringen på, at Sverige og Finland har opnået større produktivitetsgevinster end Danmark siden 1995, at de to lande havde lavkonjunktur i starten og midten af 1990'erne. Det har formentlig betydet, at kapacitetsudnyttelsen har været lav i udgangssituationen, og at især virksomheder med lav produktivitet har måttet lukke. Mulighederne for at løfte produktiviteten har således været bedre i Sverige og Finland end i Danmark.

Forskning og udvikling
Forskning og udvikling har signifikant betydning for væksten i produktiviteten i Danmark og de øvrige industrilande, jf. bl.a. Det Økonomiske Råd (2003). Det skyldes, at investeringer i forskning og udvikling øger innovationen og implementeringen af nye teknologier og muliggør mere effektive produktionsprocesser. Danmark har i perioden 1995-2005 investeret 2,2 pct. af BNP i forskning og udvikling ifølge data fra Eurostat. Det er mere end i euroområdet, der investerede 1,8 pct. af BNP i samme periode, men mindre end i fx Sverige og Tyskland.

Kapitalintensitet, arbejdskraftkvalitet og totalfaktorproduktivitet
Produktivitetsstigninger kan opdeles i vækstbidrag fra kapitalintensitet, arbejdskraftkvalitet og totalfaktorproduktivitet, TFP, jf. boks 2.

Kapitalintensiteten angiver den mængde kapital, en arbejder har til rådighed. Kapitalintensiteten kan vokse både ved at øge mængden af kapital (flere computere) og kvaliteten af kapitalapparatet (hurtigere computere) pr. arbejder. Kvalitetsforbedringer er vanskelige at måle og gør det bl.a. usikkert, hvor hurtigt kapitalapparatet skal nedskrives. Der er desuden risiko for, at nogle kvalitetsforbedringer ikke registreres, så udviklingen i kapitalintensiteten fejlvurderes.

Arbejdskraftkvaliteten er tæt forbundet med arbejdsstyrkens uddannelsesniveau. Med en højere uddannet arbejdsstyrke kan ny teknologi hurtigere introduceres. Et højere uddannelsesniveau kan derfor bidrage til, at produktiviteten stiger.

Væksten i TFP angiver den resterende del af stigningen i produktiviteten. Man kan ikke med sikkerhed sige, hvad denne del af produktivitetsfremskridtene skyldes, men det kan fx være smartere produktionsprocesser, mere effektive arbejdsgange og bedre organisering.

Med data fra EU KLEMS kan produktivitetsvæksten opdeles på ovenstående måde, jf. tabel 1. EU KLEMS^[1] er et statistisk og analytisk forskningsprojekt om bidrag til økonomisk vækst finansieret af Europa-Kommissionen. Data er tilgængelige for EU-lande, USA og Japan, og der er taget højde for nogle af de forskelle i opgørelsesmetoder, der er nævnt i boks 1. Sammenligning på tværs af lande er dermed lettere.

Svag udvikling i TFP
Den lave vækst i den danske timeproduktivitet de senere år skyldes hovedsageligt, at væksten i TFP er ophørt, jf. tabel 1. Væksten i den danske TFP har de seneste år desuden været betydeligt lavere end hos vores største samhandelspartnere. TFP påvirkes, hvis arbejdskraft og kapitalapparat flyttes mellem sektorer fx fra sektorer med høj produktivitetsvækst til sektorer med lav produktivitetsvækst. Den lavere danske TFP kan imidlertid ikke forklares med sektorforskydninger alene, da tempoet i væksten er gået ned i samtlige hovederhverv, jf. tabel 2.

Man kan få et mere detaljeret billede af, hvilke erhverv og hvor stor en del af økonomien der har bidraget positivt til TFP-væksten, ved hjælp af et såkaldt Harberger-diagram[2]. Et sådant diagram for Danmark er vist i figur 5. Her er erhvervenes akkumulerede bidrag til TFP-væksten fra 1996 til 2005 plottet op mod erhvervenes akkumulerede andel af produktionen. Erhvervene er sorteret i faldende orden efter deres TFP-vækst, således at de hurtigst voksende erhverv er tættest på (0;0), og dem med lavere eller ligefrem negativ vækst er længere til højre i fordelingen. Hvis alle erhverv havde haft fremgang i TFP, ville hele kurven have haft positiv hældning.

I Danmark har kemisk produktion haft den største procentvise fremgang i TFP fra 1996 til 2005. Sektoren udgjorde ca. 2 pct. af produktionen i 1995 og har bidraget til at løfte den samlede TFP med ca. 10 procentpoint i perioden. Derfor er kemisk produktion placeret i (0,02;0,1) i Harberger-diagrammet. Diagrammet viser, at TFP er vokset i ca. halvdelen af den private sektor i perioden 1996-2005, jf. at hældningen på kurven er positiv for de første ca. 50 pct. af produktionen. I den resterende halvdel af den private sektor er TFP faldet. Faldet i TFP har været mest markant i hotel- og restaurationsbranchen og i forretningsserviceerhverv. Disse erhverv er karakteriseret ved at have haft en relativt stor fremgang i beskæftigelsen. Sektorer, der i særlig grad er afhængige af at eksportere, såsom medicinalindustrien og landbruget, har omvendt formået at øge effektivitetsgevinsterne. Det samme har erhverv, der i vid udstrækning anvender it, som fx post- og telesektoren og den finansielle sektor. Dette fænomen gør sig også gældende i vores vigtigste handelspartnerlande.

Elektronikindustrien, det vil sige produktion af it- og teleudstyr mv., udgør en relativt lille del af den samlede produktion i Danmark, og sektoren har kun i beskedent omfang trukket tempoet i TFP op. Det står i kontrast til udviklingen i vores vigtigste samhandelslande. Her har elektronikindustrien været blandt de største bidragsydere til fremgangen i TFP. Elektronikindustrien er vokset særligt hurtigt i Sverige og Finland, hvor den i dag udgør en betydelig større del af den samlede produktion end i Danmark. Branchesammensætningen forklarer således delvist, hvorfor TFP-væksten i Danmark har været lavere end i nogle af vores nabolande.

Stort bidrag fra øget kapitalintensitet
Væksten i timeproduktiviteten siden 1995 skyldes i høj grad, at danske virksomheder har investeret betydeligt i kapitalapparat, så mængden af kapital pr. arbejder er øget, jf. tabel 1. Særligt investeringer i it- og informationsteknologi har løftet produktiviteten, og bidraget fra øget it-kapitalintensitet har været lidt større i Danmark end i de lande, vi handler mest med. Det er især i elektronikindustrien, post- og telesektoren samt el-, gas- og vandforsyning, at intensiteten af it-kapital har været høj. I vores vigtigste samhandelslande har bidraget fra øget it-kapitalintensitet også været størst i elektronikindustrien og post- og telesektoren, og i modsætning til i Danmark har fremgangen også været markant inden for handel og transport.

Arbejdskraftkvalitet og uddannelse
Den danske arbejdsstyrkes uddannelsesniveau er løbende vokset, og kvaliteten af arbejdskraften er dermed øget. Højere kvalitet af arbejdskraften har gennemsnitligt løftet produktiviteten i Danmark med ca. 0,3 procentpoint om året siden 1980, jf. tabel 1. Det er nogenlunde på niveau med bidraget i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau påvirker også TFP-væksten. Et højt uddannelsesniveau betyder ofte, at arbejdskraften er mere fleksibel. Endvidere er der positive sideeffekter, idet personer, der arbejder sammen med højt uddannede personer, også øger produktiviteten. Endelig tyder undersøgelser på, at højtuddannede personer er mere mobile. Dermed bliver videndelingen i samfundet højere. Data fra EU KLEMS viser, at højtuddannedes arbejdsindsats udgør en mindre del af den samlede arbejdsindsats i Danmark end i vores vigtigste samhandelslande. Der kan dog være forskel på kvaliteten af uddannelser på samme trin i forskellige lande. Desuden er der i Danmark rig tradition for at efteruddanne arbejdskraft, og dette tæller ikke med i opgørelsen fra EU KLEMS.

Sund dansk økonomi trods svag produktivitetsudvikling
Selv om produktivitetsvæksten har været lav i løbet af det seneste årti, har den danske økonomi klaret sig godt. Ledigheden er faldet markant, overskuddet på betalingsbalancen har været solidt i en årrække, og virksomhedernes indtjening er vokset bl.a. som følge af, at bytteforholdet er forbedret, jf. Beier og Pedersen (2005).

Højere produktivitetsvækst fremover vil gavne den danske økonomi. Det vil bidrage til, at danske virksomheder kan forblive konkurrencedygtige. Desuden vil det kunne afhjælpe nogle af de problemer, der er knyttet til den fremtidige demografiske udvikling med færre personer i de mest erhvervsaktive aldersklasser og flere ældre.

LITTERATUR

Ahmad, N., F. Lequiller, P. Marianna, D. Pilat, P. Schreyer og A. Wölfl (2003), Comparing growth in GDP and labour productivity: Measurement issues, OECD Statistics Brief, No. 7, December.

Beier, Niels C. og Erik Haller Pedersen (2005), Løn, konkurrenceevne og betalingsbalance, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 1. kvartal.

Det Økonomiske Råd (2003), Dansk økonomi, Forår.

Harberger, A.C. (1998), A Vision of the Growth Process, American Economic Review, Marts, Vol. 88, no.1.