Den økonomiske udvikling i de baltiske lande: Succes og nye udfordringer

Karsten Stæhr^[1], Tallinns Tekniske Universitet og Estlands Nationalbank

INDLEDNING OG SAMMENFATNING

Denne artikel giver en oversigt over de baltiske landes økonomiske udvikling, siden de genvandt deres selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. Hovedvægten ligger på udviklingen inden for de sidste år og dilemmaerne i den økonomiske politik.

Omfattende økonomiske reformer har etableret åbne og dynamiske markedsøkonomier i Baltikum. Efter vanskelige år i begyndelsen af 1990'erne er landene gradvist kommet på fode, og væksten i regionen har siden midten af 1990'erne været den højeste i Europa, kun bremset i 1999 af efterdønningerne fra den russiske krise. Arbejdsløsheden er faldet til 4-6 pct. af arbejdsstyrken, og indkomsten pr. indbygger nåede i 2006 op på 50-60 pct. af det vesteuropæiske niveau.

Landene står nu over for nye udfordringer, hvor arbejdskraftmangel, øget inflation og betydelige betalingsbalanceunderskud tyder på overophedning af økonomierne. Landenes indtræden i den Europæiske Monetære Union er foreløbig udskudt, da den høje inflation betyder, at Maastricht-traktatens inflationskriterium ikke kan opfyldes.

Artiklen udpeger to mulige scenarier. Den ene mulighed er en gradvis nedkøling af økonomierne med lavere inflation og mindre udenrigsunderskud til følge. Den anden mulighed er et krisescenario, hvor kapitalen flygter ud af landene, valutakursen kommer under pres, og kreditmarkederne tørrer ud. Resultatet kunne da være et markant fald i den private efterspørgsel med fare for et økonomisk tilbageslag.

Sandsynligheden for hvert af de to scenarier er vanskelig at vurdere. Landene har stabile valutakursregimer, som tidligere har vist sig robuste. Landene har også indført en række tiltag for at køle økonomierne ned, selv om mangel på økonomiske instrumenter og ønsket om hurtigt at indhente indkomstgabet til Vesteuropa lægger betydelige bindinger på politikken.

BAGGRUND OG REFORMER

I august 1991 løsrev de baltiske lande sig fra Sovjetunionen og blev igen selvstændige efter næsten 50 år under sovjetisk styre. De nordiske lande fik dermed tre nye nabolande på Østersøens østlige bred. Landene er forholdsvis små, både i areal og indbyggertal. Det nordligste af landene, Estland, har 1,4 mio. indbyggere, hvoraf lidt under halvdelen er bosat i hovedstaden Tallinn. Letland med hovedstaden Riga har 2,3 mio. indbyggere, mens Litauen med hovedstaden Vilnius har 3,4 mio. indbyggere, jf. Eurostat (2007a). Landene har betydelige nationale mindretal, hovedsageligt russere i Estland og Letland og polakker og russere i Litauen.

Frem til slutningen af 1980'erne var de baltiske lande fuldt integrerede i Sovjetunionen og havde centralstyrede planøkonomier, faste priser og statsligt ejerskab af produktionsmidlerne. I slutningen af 1980'erne fik landene som følge af Gorbatjovs perestroika-reformer imidlertid en vis grad af økonomisk selvstyre. Små private virksomheder blev tilladt, økonomierne blev i nogen grad decentraliserede, og skattesystemerne blev omlagt.

Efter genetableringen af selvstændighed i august 1991 stod landene over for en række vanskelige valg med hensyn til opbygning af det nye markedsøkonomiske system, som skulle afløse planøkonomien. Hovedrammen for reformerne var velkendt fra Latinamerika og Centraleuropa, nemlig: i) liberalisering af produktion, handel og priser, ii) inflationsstabilisering, iii) privatisering, iv) institutionelle reformer, jf. Andersen og Stæhr (2006).

Implementeringen af reformerne var en udfordring, givet at landene netop havde genvundet deres selvstændighed og måtte opbygge de fleste statsbærende institutioner fra bunden. Herudover oplevede landene et produktionskollaps, nær hyperinflation, russisk handelsblokade og delvist afskårne handelsforbindelser til de øvrige tidligere sovjetrepublikker.

Til trods for det ugunstige udgangspunkt gennemførte alle tre lande i løbet af ganske få år omfattende reformer, som fundamentalt ændrede økonomiens funktionsmåde. I midten af 1990'erne var landene blevet markedsøkonomier, hvor privatejede virksomheder stod for størstedelen afproduktionen. Pladshensyn betyder, at kun udvalgte reformelementer kan omtales.^[2]

De baltiske lande liberaliserede økonomierne i løbet af få år. Som meget små lande valgte de en udstrakt grad af frihandel. Således afskaffede Estland i 1992 importtold og kvoter fuldstændigt og undlod også at beskytte landets landbrug eller andre erhvervsinteresser. Letland og Litauen beholdt en vis beskyttelsestold, men satserne blev holdt på et lavt niveau.

Fra begyndelsen blev de baltiske lande kastet ud i monetær ustabilitet med årlig inflation, som i 1992 nåede et niveau omkring 1.000 pct. i alle tre lande. Årsagen var en kraftig udvidelse af pengemængden i rubelzonen, idet hver af de tidligere sovjetrepublikker udstedte penge i forvisning om, at inflationsbyrden blev båret af alle lande i zonen. Inflationsstabilisering var derfor betinget af en afkobling fra rubelzonen. Estland var i juni 1992 det første land til at indføre sin egen valuta, og kursen blev samtidig låst fast til D-marken ved hjælp af et såkaldt currency board, hvor den indenlandske pengemængde er fuldt dækket af reserver i udenlandsk valuta. I 1994 indførte også Litauen et currency board, men valgte at knytte sin valuta til dollaren. Letland indførte i 1994 et mere traditionelt fastkurssystem over for Den internationale Valutafonds, IMFs, valutakurv, SDR, men opretholdt en meget stor grad af reservedækning, jf. Berengaut (1998), kapitel III.

Privatiseringen fandt sted på forskellige måder i de tre lande. Estland valgte den mest radikale løsning, nemlig at sælge så mange virksomheder som muligt til udenlandske investorer. Letland og Litauen valgte i udgangspunktet modeller, hvor ejerandele blev fordelt til landenes borgere i komplicerede kuponprivatiseringer. Efterfølgende har også disse lande valgt at sælge mange statsejede virksomheder til udlandet. I alle tre lande er størstedelen af bankvæsenet udenlandsk ejet.

De baltiske lande gennemførte også en lang række strukturelle og institutionelle reformer, bl.a. inden for bank- og finansvæsen, ejendomsrettigheder, konkurslovgivning, regulering og offentlig administration. Mest bemærkelsesværdigt er indførelsen af såkaldt flad skat, hvor alle privatpersoner betaler samme skatteprocent af al indkomst over et vist bundfradrag. Estland var først med flad skat i 1994, efterfulgt af Litauen senere i 1994 og Letland i 1995. Siden har en række andre østeuropæiske lande overtaget modellen, jf. Saavedra et al. (2007).

Reformerne har bidraget til, at de baltiske lande i løbet af kort tid er blevet integreret i den internationale økonomi og de vigtigste institutioner i Vesteuropa. Der er i særdeleshed blevet etableret tætte kontakter mellem de nordiske lande og Baltikum. Estland blev inviteret til at indlede forhandlinger om medlemskab af EU i 1997, mens Letland og Litauen modtog samme invitation i 1999. Alle tre lande blev optaget i EU i maj 2004, hvilket blåstemplede, at landene havde udviklet fungerende og tilpasningsdygtige markedsøkonomier, idet disse krav var blandt de såkaldte Københavnerkriterier, som ansøgerlande måtte opfylde før optagelse.

Samlet set har de baltiske lande udvist stor reformiver til trods for landenes ugunstige udgangspunkt. Opgørelsen af reformomfanget og graden af markedsorientering viser, at de baltiske lande ligger langt foran de øvrige lande, som opstod efter Sovjetunionens sammenbrud, og har nået omtrent det samme niveau som de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa, jf. Andersen og Stæhr (2006). På en række områder har landene valgt utraditionelle eller radikale løsninger, og da oftest med Estland som foregangsland, jf. Laar (2002).

VÆKST OG INDKOMSTKONVERGENS

Frem til slutningen af 1990'erne var den økonomiske politik rettet ind mod at etablere national autonomi, at afskaffe det planøkonomiske system og at etablere rammerne for en dynamisk markedsøkonomi. Herefter blev den økonomiske politik især rettet mod at opfylde kravene til medlemskab af EU samt strukturelle reformer af pensionssystemer, sociallove og uddannelsessystemer.

Den underliggende præmis for den økonomiske politik i Estland, Letland og Litauen var fra et tidligt tidspunkt ønsket om at skabe økonomisk vækst med henblik på at øge befolkningernes levestandard, jf. Vilpisauskas (2005). Allerede ved selvstændigheden i 1991 stod det klart, at landenes indkomst lå betydeligt under niveauet i de nordiske nabolande og det øvrige Vesteuropa. Åbning af grænserne og den følgende rejseaktivitet gjorde efterslæbet tydeligt for en stor del af befolkningen. Statistik fra IMF opgiver landenes købekraftskorrigerede BNP pr. indbygger i 1992 til ca. 25-35 pct. af det daværende danske, jf. IMF (2007a).^[3]

Figur 1 viser den økonomiske vækst i hvert af de tre lande siden 1989. Tre forhold påkalder sig særlig opmærksomhed. For det første oplevede landene meget store produktionsfald før og efter selvstændigheden i 1991. Der kan argumenteres for, at de officielle produktionstal i nogen grad overvurderer det faktiske fald, bl.a. fordi produktionen i den nye fremvoksende private sektor ikke var statistikdækket, jf. Andersen og Stæhr (2006). Det private forbrug faldt ikke i samme omfang som produktionen, idet bl.a. investeringer og militærudgifter blev reduceret kraftigt i perioden.

For det andet bemærkes konjunkturnedgangen efter den russiske krise i 1998-99. Eksporten til de baltiske landes østlige nabo kollapsede, da Rusland blev afskåret fra de internationale kreditmarkeder og måtte devaluere rublen. Estland og Litauen blev hårdest ramt, men for alle tre lande blev konjunkturnedgangen kortvarig, bl.a. fordi landene hurtigt omlagde deres udenrigshandel og øgede eksporten til Vesteuropa.

For det tredje illustrerer figur 1 den meget kraftige vækst i regionen siden 2000. De årlige vækstrater har ligget mellem 6 og 12 pct. og med en tendens til stigende vækst efter medlemskabet af EU i 2004, i hvert fald i Estland og Letland. Disse vækstrater og deres relative stabilitet har ført til, at iagttagere har omtalt landene som de "baltiske tigre" i analogi til den hyppigt brugte betegnelse for de asiatiske højvækstøkonomier, jf. IHT (2003).

Det er vanskeligt at estimere landenes naturlige eller trendmæssige vækstrate, bl.a. på grund af meget korte tidsserier for produktion, beskæftigelse, kapitalapparat osv. Litauens vækst på 7-8 pct. er formentlig ikke langt over den naturlige vækstrate, mens Estlands og Letlands vækst de sidste år nok er noget over de vækstrater, som er forenelige med inflationær stabilitet på længere sigt, og den høje vækst afspejler i høj grad den igangværende indhentning af indkomstefterslæbet til Vesteuropa.

For alle tre baltiske lande gælder, at de har væsentligt lavere indkomster end de nordiske lande og det øvrige Vesteuropa. Givet landenes veluddannede arbejdsstyrke, den kraftige udbygning af kapitalapparatet og de generelt velfungerende institutioner, må det formodes, at der stadig er potentiale for vækst over det vesteuropæiske niveau. Figur 2 viser købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger i de baltiske lande sammenlignet med Danmark samt gennemsnittet af de 15 gamle EU-lande.

De høje vækstrater siden 1995 har ført til en betydelig reduktion af indkomstefterslæbet i forhold til Vesteuropa. Købekraftskorrigeret var BNP pr. indbygger omkring 30 pct. af niveauet i EU15 i 1995, mens det i 2006 nåede op på 50-60 pct. Det rigeste af de baltiske lande, Estland, er vokset noget hurtigere end de to andre lande, men indkomstgabet er fortsat betydeligt. Et hovedmål for de politiske beslutningstagere i alle tre lande er at fortsætte den hurtige konvergens imod det vesteuropæiske indkomstniveau.

Indkomstkonvergens er i første række af betydning for borgernes velfærd. Med højere indkomst kan den materielle levestandard øges og sociale forhold forbedres. Det sidste er ikke mindst vigtigt, fordi landene har en relativt ulige indkomstfordeling. Gruppen med de 20 pct. højeste indtægter tjener således i gennemsnit 6-7 gange så meget som gruppen med de 20 pct. laveste indtægter. Det tilsvarende ulighedsmål for Danmark er 3,5, mens det for de 15 gamle EU-lande under ét er 4,8, jf. Eurostat (2007c).

En vigtig effekt af den høje økonomiske vækst har været en kraftig reduktion af arbejdsløsheden i alle tre lande. Figur 3 viser EUs harmoniserede mål for arbejdsløshed siden 1999. Det fremgår, at reduktionen i arbejdsløsheden har været særdeles kraftig siden årtusindskiftet, og nedgangen har været specielt markant for Litauens vedkommende.

I de baltiske lande rummer de politiske mål om hurtig indkomstkonvergens og lav arbejdsløshed en ekstra dimension, nemlig at lægge en dæmper på emigrationen til udlandet. Det har betydelig prioritet, idet landene har små befolkninger og er i en genopbygningsfase efter årtiers besættelse. Med medlemskabet af EU i maj 2004 åbnede Storbritannien, Irland og Sverige for, at baltere frit kunne bosætte sig og tage arbejde i disse lande. For personer med længerevarende uddannelser er det relativt let at få arbejdstilladelse i de øvrige EU-lande.

Der er ingen pålidelige tal for emigrationen siden 1991, eller for den sags skyld siden landene blev medlemmer af EU i 2004. Dette skyldes bl.a. problemer med at definere, hvornår en person er emigreret. Samtidig er det vanskeligt at følge den enkelte emigrant, fx hvis personen arbejder i Sverige, men vælger at bibeholde sin bopælsregistrering i sit hjemland.

En analyse baseret på interviews i 2005 viste, at blandt EU-landene havde de baltiske lande samt Polen procentvis flest indbyggere, som ønskede at emigrere. Således forventede ca. 7 pct. af esterne og letterne at flytte til et andet EU-land inden for fem år, mens det samme var tilfældet for ca. 9 pct. af litauerne, jf. Vandenbrande et al (2006). Data fra Finland, Storbritannien og Irland viser betydelig immigration fra de baltiske lande, hvor der modstående er opstået mangel på visse typer arbejdskraft, bl.a. læger, ingeniører, teknikere og håndværkere.

INFLATION OG MEDLEMSKAB AF ØMU

Som omtalt i afsnit 1 valgte Estland og Litauen currency boards og Letland et traditionelt fastkurssystem, da landene skulle stabilisere inflationen fra hyperinflationsagtige niveauer efter genetableringen af selvstændighed. Det lykkedes gennem 1990'erne at bringe inflationen ned under 10 pct. om året, og de valgte valutakurssystemer er siden bibeholdt med ganske få ændringer til trods for betydelige finansielle chok, bl.a. i forbindelse med den russiske krise. Estland skiftede ankervaluta fra D-mark til euro, da den fælleseuropæiske valuta blev indført i januar 1999, Litauen skiftede ankervaluta fra dollar til euro i 2002, og Letland valgte også euroen som ankervaluta fra 2005.

Figur 4 viser den årlige forbrugerprisinflation på månedsbasis siden 1999. Inflationen var på et relativt lavt niveau i alle tre lande frem til 2004, dog med generelt højere inflation i Estland end i de to andre lande. Litauens skifte af ankervaluta fra dollar til euro indebar en betydelig realappreciering af valutaen, og som konsekvens havde landet negativ inflation i en toårsperiode fra midten af 2002 til midten af 2004.

Inflationen i alle tre lande skød i vejret i forbindelse med landenes medlemskab af EU i maj 2004, bl.a. på grund af højere fødevarepriser. Prishoppet var specielt markant i Estland, som indtil medlemskabet ikke havde nogen beskyttelse af landbrugssektoren og heller ingen told på andre importvarer. Øgningen af inflationen i 2004 viste sig at blive mere langvarig end forventet. Letlands inflation lå i årene 2004-06 på omkring 6-7 pct. om året, mens Estlands og Litauens inflation var et par procentpoint lavere. I 2007 steg inflationen imidlertid yderligere og nåede i Letland over 10 pct. i august.

De sidste års øgede inflation har flere årsager. Lande med høj økonomisk vækst og fast valutakurs vil generelt have en høj trendinflation, jf. den såkaldte Balassa-Samuelson-effekt. Høj produktivitetsvækst i de konkurrenceudsatte sektorer fører til lønstigninger, der smitter af på lønnen i de ikke-konkurrenceudsatte sektorer og dermed fører til høj prisvækst i de ikke-konkurrenceudsatte sektorer. Denne type strukturel inflation er en uønsket bivirkning af en i udgangspunktet favorabel udvikling, nemlig høj økonomisk vækst, men er samtidig vanskelig at bekæmpe, når valutakursen er fast, jf. Dobrinsky (2006).^[4] Den højere inflation siden 2004 er imidlertid også et resultat af en række enkeltstående chok som højere energipriser, højere administrative priser og afgiftsforhøjelser, men afspejler rimeligvis også øgede pres på vare- og arbejdsmarkederne, jf. landenes høje vækst og faldende arbejdsløshed.

Inflationen i Estland, Letland og Litauen er i de seneste år nået op på et niveau, hvor den forstyrrer økonomiske beslutninger, og som sådan kan udgøre et problem. Den høje inflation er også en hindring for landenes optagelse i den Økonomiske og Monetære Union, ØMU. De baltiske landes medlemskab af EU medfører en forpligtelse til at søge optagelse i ØMU, idet landene – i modsætning til Danmark – ikke står uden for dette samarbejde. Det er et højt prioriteret politisk mål for de baltiske beslutningstagere, at landene skal indtræde i ØMU-samarbejdet så hurtigt som muligt.

Medlemskab af ØMUen forudsætter, at et ansøgerland opfylder de såkaldte Maastricht-kriterier, dvs. har en stabil valutakurs, små budgetunderskud, en relativt lav offentlig gæld samt konvergerende renter og inflation. De baltiske lande har i længere tid opfyldt de fire første krav, men dumper fortsat i forhold til inflationskravet. Specifikt siger inflationskravet, at et lands inflation opgjort ved det harmoniserede forbrugerprisindeks, HICP, ikke må være højere end en referenceværdi, der er gennemsnittet af inflationen i de tre EU-lande med den laveste inflation plus 1,5 procentpoint.

Litauen søgte som det første land fra Baltikum om medlemskab af ØMU, men i Den Europæiske Centralbanks og Europa-Kommissionens konvergensrapporter fra 2006 blev det slået fast, at landet ikke opfyldte inflationskravet. Konkret var Litauens inflation blot 0,1 procentpoint over referenceværdien, men det blev samtidig vurderet, at den litauiske inflation ville stige fremover, jf. ECB (2006). Litauens ansøgning blev derfor afslået.

Alle tre lande befinder sig således fortsat i ERM2, dvs. venterummet for lande, der søger optagelse i ØMU. Det er usikkert, hvornår inflationen falder tilstrækkeligt til, at landene vil kunne opfylde inflationskravet. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at udvidelsen af EU til 27 medlemslande mindsker referenceværdien i forhold til tidligere, hvilket gør det endnu vanskeligere at opfylde kravet, jf. Lewis og Staehr (2007).

Arbejdsmarkederne i Baltikum anses sædvanligvis for at være fleksible og markedsorienterede. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan løndannelsen bliver påvirket af den kraftigt faldende ledighed og den øgede inflation, herunder risikoen for, at en spiral af løn- og prisstigninger vil blive sat i gang.

Figur 5 viser væksten i de nominale lønomkostninger i de baltiske lande siden 1998. Det fremgår klart, at der har været et betydeligt lønpres i de seneste år, specielt i Letland. De meget høje lønstigninger bør imidlertid sammenholdes med den høje realvækst og den øgede inflation i økonomierne. Samtidig kan der være tale om en indhentningseffekt med hensyn til den funktionelle fordeling i økonomierne, idet lønandelen tidligere har været særdeles lav.

Figuren illustrerer også et andet forhold, nemlig at der har været betydelige udsving i den nominelle lønstigningsrate gennem årene; i Litauen var der ligefrem lønnedgang fra 1999 til 2000. Samlet set tyder det på en betydelig fleksibilitet, hvor lønningerne tilpasser sig til økonomiens konjunktursituation. Selv om denne fortolkning er korrekt, står landene fortsat over for det problem, at de sidste års konjunkturopgang kan føre til betydelige nominelle lønstigninger, som efterfølgende vil bidrage til højere inflation.

BALANCEPROBLEMER

En væsentlig faktor bag de høje vækstrater i de baltiske økonomier er kapitalindstrømning fra udlandet. Landene er attraktive investeringsmål på grund af et forventet højt afkast, samtidig med at landenes lovgivning og kapitalmarkedsregulering følger internationale regler. Kapitalindstrømningen har givet anledning til store overskud på betalingsbalancens kapitalposter og modsvarende store underskud på de løbende poster.

Figur 6 viser betalingsbalancens løbende poster som pct. af BNP siden 1995. Landene har haft betydelige underskud i perioden med undtagelse af årene umiddelbart efter den russiske krise, hvor uroen på de globale kapitalmarkeder betød en midlertidig reduktion af kapitalindstrømningen og følgelig et mindre underskud på de løbende poster. De sidste år er betalingsbalanceunderskuddene steget markant i alle tre lande, dog mest i Letland.

Sammensætningen af kapitalindstrømningen har ændret sig betydeligt i løbet af de sidste år. I 1990'erne og helt frem til landenes medlemskab af EU blev en meget stor del af underskuddene på de løbende poster finansieret af direkte investeringer, som ikke øger landenes udenlandske gældsætning. De direkte investeringer kunne dels henføres til privatisering af statsvirksomheder og dels til etablering af nye virksomhedsaktiviteter i de baltiske lande. De sidste år har indstrømningen i stigende grad fundet sted i form af bank- og obligationslån, som enten optages direkte af virksomheder i de baltiske lande eller kanaliseres til virksomheder og husholdninger via banksektoren.

Spejlbilledet på den store kapitalindstrømning i 2005-07 er en kraftig ekspansion af den indenlandske kreditgivning. I Estland øgedes lånemassen til ikke-finansielle virksomheder og husholdninger således fra 48 pct. af BNP i 2004 til 95 pct. af BNP in 2006. I Letland øgedes lånemassen fra 51 til 93 pct. af BNP og i Litauen fra 29 til 54 pct. af BNP, jf. IMF (2007d, s. 38). For de første to landes vedkommende svarer kreditgivningen i 2006 nogenlunde til gennemsnitsniveauet i Vesteuropa. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at størstedelen af lånene til virksomheder og husholdninger er denomineret i udenlandsk valuta, typisk euro. For Estland og Letlands vedkommende er over 70 pct. af lånemassen i udenlandsk valuta, så låntagerne er stærkt eksponerede over for svingninger i valutakursen, jf. IMF (2007d, s. 41). En konsekvens af den forbedrede låneadgang for virksomheder og husholdninger har været kraftigt stigende priser på fast ejendom, hvilket igen har gjort det lettere at stille sikkerhed for lån.

De høje vækstrater, den stigende inflation og de betydelige betalingsbalanceunderskud kan ses som tegn på overophedning af økonomierne i de baltiske lande, specielt i Estland og Letland. Dette rejser spørgsmålet,om en korrektion er forestående, og specielt hvordan en sådan korrektion vil kunne finde sted. Der tegner sig to scenarier.

Det første scenario er en "blød landing", hvor tilpasningen finder sted  gradvist og kontrolleret. Forskellige faktorer vil ifølge dette scenario føre til, at væksten i økonomien falder ned mod trendniveauet, inflationen aftager, og kapitalimporten reduceres. En mulighed er således, at kapitalindstrømningen til de baltiske lande gradvis reduceres som følge af den internationale finansielle uro, der begyndte på de amerikanske lånemarkeder i sommeren 2007, jf. IMF (2007d). Låneefterspørgslen i de baltiske lande kan også blive reduceret som følge af, at den har nået et mætningspunkt, hvor en stor del af befolkningen allerede har optaget de ønskede lån.^[5]De stigende reallønninger vil i sig selv forværre konkurrenceevnen og kan dæmpe den økonomiske vækst. Endelig kan forskellige politiktiltag bidrage til en blød landing, jf. nedenfor.

Det andet scenario er en "hård landing", hvor tilpasningen kommer i form af en finansiel krise. Ifølge dette scenario vil et forventningsskifte kunne føre til, at kapitalen flygter ud af landene, så valutakursen kommer under pres, og kreditmarkederne tørrer ud. Resultatet vil da være en markant reduktion i den indenlandske efterspørgsel med en konjunkturnedgang til følge. En række iagttagere har slået til lyd for, at krisescenariet kan blive en realitet, specielt hvis der ikke gennemføres tiltag, som køler økonomien af. I første række er bekymringerne rettet mod Letland, men Estland og undertiden Litauen er også blevet udpeget som sårbare, jf. IMF (2007d, IHT 2007b).

Det er notorisk vanskeligt at forudsige finansielle kriser med nogen grad af præcision.^[6] Statistiske analyser af finansielle kriser har ikke været i stand til at udpege enkeltfaktorer eller bestemte variabler, som på pålidelig måde signalerer, at en krise er forestående, jf. Kaminsky et al. (1998). De baltiske landes underskud på de løbende poster har påkaldt sig opmærksomhed, men mange af landene, som blev ramt af finanskrisen i Asien i 1997, havde ubetydelige underskud eller ligefrem overskud på de løbende poster.

Et andet argument mod krisescenariet er, at det ikke er oplagt, om landenes valutaer skal devalueres eller revalueres. Den høje vækst og inflationspresset kan tilsige, at en revaluering er ønskelig, mens de store betalingsbalanceunderskud peger i retning af en devaluering. Der er med andre ord ikke et sammenfald af faktorer, som peger på en entydig ubalance i de nuværende fastkurssystemer.

Landenes høje økonomiske vækst vil gøre det lettere at betale renter og afdrag på udlandsgælden i fremtiden. Dette forudsætter naturligvis, at landenes erhvervsstruktur er omstillingsdygtig, så de konkurrenceudsatte erhverv kan ekspandere i fremtiden, jf. IMF (2007d). Det har også været trukket frem, at landenes valutakursregimer og finansielle systemer viste sig robuste i tidligere situationer, både under kriseårene frem til 1995 og under den russiske krise. Endelig har myndighederne i de baltiske lande iværksat en række tiltag med henblik på undgå overophedning af økonomierne.

Figur 7 viser udviklingen i den samlede offentlige budgetbalance i de tre lande siden 1995. Finanspolitikken har været relativt restriktiv i de seneste år, specielt sammenlignet med situationen i 1990'erne. Estland har betydelige overskud på statsfinanserne, Letlands underskud er mindsket og ventes vendt til et overskud i 2007, mens Litauen har haft underskud på 1-2 pct. af BNP. I en situation med høj økonomisk vækst er det vanskeligt at vurdere finanspolitikken. Mange iagttagere har advokeret for, at specielt Letland og Litauen burde føre en strammere finanspolitik i den nuværende situation, jf. IMF (2007d). Disse to lande indledte i 2007 en stramning af finanspolitikken. Som led i en større stabiliseringspakke har Letlands myndigheder således forpligtet sig til at balancere budgettet for 2007. I Litauen blev tillægsbudget for 2007 suspenderet, og i november 2007 trådte en lov i kraft, som stipulerer, at statsbudgettet fra 2009 altid skal være i balance.

Estland har i flere omgange hævet bankernes reservekrav i et forsøg på at dæmpe udlånsvæksten og dermed tilstrømningen af udenlandsk kapital. Letland har også hævet kravene til bankernes udlån og stillet krav om bedre risikovurdering ved udlån. Letland planlægger også at indføre en skat på værdstigninger på fast ejendom og forbereder tiltag med henblik på at øge arbejdsudbuddet. Litauen har – noget utraditionelt – taget skridt til at dæmpe inflationen gennem direkte forhandlinger med detailhandlen.

AFSLUTNING

De baltiske nabolande har gennemgået store omvæltninger, siden de genvandt deres selvstændighed i 1991. I økonomisk henseende kan perioden sammenlignes med en rutschebane med først dyb depression, dernæst opgang, så nedgang i forbindelse med Ruslandskrisen, og så igen høj fart fremad siden 2000.

Med landenes økonomiske succes er der inden for de sidste år opstået en række balanceproblemer, herunder stigende inflation og betydelige betalingsbalanceunderskud. Dette har stillet de politiske beslutningstagere i et dilemma. Landenes lave indkomstniveau og risikoen for omfattende udvandring betyder, at målet om hurtig indkomstkonvergens mod Vesteuropa har høj prioritet. I lys heraf er det måske ikke overraskende, at politiske indgreb over for balanceproblemerne er blevet igangsat relativt sent.

Det er vigtigt ikke at lade balanceproblemerne overskygge det faktum, at landene har kunnet fremvise meget høje vækstrater gennem mange år. Hvis vækstrater på 6 pct. eller mere kan opretholdes, vil landene have indkomstniveauer på linje med gennemsnittet i Vesteuropa inden for 15-20 år. Til den tid vil landene kunne lægge de økonomiske ar bag sig, som 50 år med planøkonomi og den efterfølgende omstilling har ført med sig. I den sammenhæng kan økonomisk støtte fra EUs social- og regionalfonde vise sig betydningsfuld, såfremt støtten bliver anvendt effektivt.

De baltiske lande er i løbet af 10–15 år blevet fuldt integrerede i Europas økonomiske og politiske strukturer og er kommet økonomisk på fode. På kort sigt er usikkerhedsmomenterne primært knyttet til udviklingen på de finansielle markeder samt til spørgsmålet om, hvornår inflationen falder til niveauer, som muliggør landenes optagelse i ØMUen. På lidt længere sigt er et af de største risikomomenter nok udviklingen af landenes økonomiske og politiske institutioner, hvor der fortsat er brug for at bekæmpe korruption og magtmisbrug, sikre regelbaseret offentlig beslutningstagning og styrke den offentlige administration. Et andet usikkerhedsmoment knytter sig til udviklingen i Rusland, som potentielt har stor økonomisk betydning for de baltiske lande. Rusland har med mellemrum indført handelsrestriktioner, reduceret transittransporten og afbrudt olieleverancerne til de baltiske lande, jf. IHT (2007a). Disse chok har mindre økonomisk betydning end tidligere, men står i vejen for udbygning af handelsforbindelserne med landenes østlige nabo.

LITTERATUR

Andersen, Rune Holmgaard, og Karsten Stæhr (2006): Den politiske og økonomiske transition i de tidligere østbloklande, Politica, bind 38, nr. 4, s. 446-465.

Berengaut, Julian et al.(1998): The Baltic Countries. From Economic Stabilization to EU Accession, IMF, Occasional Paper, nr. 171.

Central Statistical Bureau of Latvia (2002): The Baltic States before the Second World War, http://www.stat.ee/files.aw/id=38688/baltic_states_before_the_second_world_war.pdf.

Dobrinsky, Rumen (2006): Catch-up inflation and nominal convergence: The balancing act for new EU entrants, Economic Systems, bind 30, nr. 4, s. 424-442.

EBRD (2007): Transition Report Update, elektronisk database, http://www.ebrd.org/country/sector/econo/stats/index.htm
(Economic statistics and forecasts, Selected economic indicators).

ECB (2006): Convergence Report, May, European Central Bank.

Eesti Pank (2007): Elektronisk database, http://www.eestipank.info/frontpage/en/ (Statistical Indicators, Financial sector statistics, 2.1.1 Loans granted by groups of customers (loan stock)).

Eurostat (2007a): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat (Long-term indicators, Population and social conditions, Population, Total population, Total population).

Eurostat (2007b): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat(Structural indicator, General economic background, GDP per capita in PPS).

Eurostat (2007c): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat(Social Cohesion, Inequality of income distribution).

Eurostat (2007d): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat(Euro-Indicators, Labour market, Harmonised unemployment rate, Total, Seasonally adjusted).

Eurostat (2007e): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat (Euro-Indicators, Consumer prices, HICP All items - Index (2005=100)).

Eurostat (2007f): Elektronisk database, http://ec.europa.eu/eurostat (Euro-Indicators, Labour market, Labour cost index - Percentage change t/t-4, Working day adjusted).

IHT (2003): The Baltics: Europe's newest tigers: On a sprint to make up for lost decades, International Herald Tribune, 1. november.

IHT (2007a): An assertive Russia sends chill through Baltics, International Herald Tribune, 11. november.

IHT (2007b): ”Latvia's hot growth fuels devaluation fears”, International Herald Tribune, 12. november.

IMF (2007a): World Economic Outlook Database for October 2007, elektronisk database, http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2007/02/weodata/index.aspx(By countries, All countries, Select countries, Gross domestic product based on purchasing-power-parity (PPP) per capita GDP).

IMF (2007b): World Economic Outlook Database for October 2007, elektronisk database, http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2007/02/weodata/index.aspx(By countries, All countries, Select countries, Gross domestic product, Constant prices, Annual percent change).

IMF (2007c): World Economic Outlook Database for October 2007, elektronisk database, http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2007/02/weodata/index.aspx(By countries, All countries, Select countries, Current account balance, Per cent of GDP).

IMF (2007d): Regional Economic Outlook: Europe, International Monetary Fund.

Kaminsky, Graciela, Saul Lizondo og Carmen Reinhart (1998): Leading indicators of currency crises, IMF Staff Papers, bind 45, nr. 1, s. 1-48.

Lewis, John, og Karsten Staehr (2007): The Maastricht inflation criterion: what is the effect of expansion of the European Union?, De Nederlandsche Bank, Working Paper, nr. 151/2007.

Laar, Mart (2002): Little Country that Could, Centre for Research into Post-Communist Economies (CRCE), New Series nr. 19.

OECD (2000): Baltic States. A Regional Economic Assessment, OECD Economic Surveys.

Staehr, Karsten (2004): The economic transition in Estonia. Background, reforms and results, in Rindzeviciute, Egle (ed.): Contemporary Change in Estonia, Baltic and East European Studies, bind 4, Södertörns Högskola.

Saavedra, Pablo, Anto Marcincin og Juraj Valachy (2007): Flat income tax reforms, in Gray, Cheryl, Tracey Lane & Aristomene Varoudakis (red.): Fiscal Policy and Economic Growth: Lessons for Eastern Europe and Central Asia, The World Bank.

Vandenbrande, Tom, Laura Coppin og Peter van der Hallen (2006): Mobility in Europe, European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions, http://www.eurofound.europa.eu/pubdocs/2006/59/en/1/ef0659en.pdf.

Vilpisauskas, Ramunas (2005): The political economy of Baltic States' accession into the EU: The impact on the role of the state, Jean Monnet/ Robert Schuman Paper Series, bind 5, nr. 21.