Nye betalingsinstrumenter

Jesper Bakkegaard, Betalingsformidlingskontoret

INDLEDNING

Danske såvel som udenlandske forbrugere benytter i dag i stigende grad nye betalingsformer, når de foretager betalinger i forretninger og på internettet. Det gælder først og fremmest mobilbetalinger og betalinger med såkaldte elektroniske penge, der er forudbetalte midler lagret på et chipkort eller en computer. En tredje ny betalingsform, der kan ventes at opnå betydelig udbredelse i de kommende år, er netbankbetalinger i forbindelse med køb på internettet.

Forbrugerne er ofte tilbageholdende med at ændre betalingsvaner og anvende nye betalingsinstrumenter. I Danmark har en væsentlig årsag hertil været den store udbredelse og accept af dankortet blandt forbrugere og forretninger, hvilket har begrænset nytten af nye instrumenter.

Flere forhold taler dog for, at nye betalingsformer i dag har bedre muligheder for at vinde indpas end tidligere. Flere mulige nye betalingsinstrumenter er allerede vidt udbredte blandt brugerne, hvor det mest åbenlyse eksempel er mobiltelefonen. Derudover har den teknologiske udvikling givet muligheder for køb af varer og tjenester med nye betalingsinstrumenter. Endelig er der de seneste år vedtaget lovgivning, der forbedrer rammevilkårene for nye instrumenter.

Forbrugerne og forretningerne foretrækker de betalingsinstrumenter, der opfattes som mest effektive. En væsentlig dimension er her gennemførelsestiden for betalingen, dvs. jo hurtigere betalingen kan foretages, desto mere effektivt skønnes instrumentet at være. En kortere gennemførelsestid kan ofte kun opnås ved at gå på kompromis med sikkerheden. Det medfører en afvejning mellem sikkerhed og effektivitet for forbrugerne og forretningerne.

Centralbanker har ansvar for at understøtte sikre og effektive betalinger og har derfor interesse i nye betalingsformer. Derudover står centralbanker for udstedelse af sedler og mønter, som de nye betalingsinstrumenter til en vis grad er alternativer til. For betalinger over en vis størrelse vurderes kontantbetalinger normalt at være forbundet med større risici og omkostninger end andre typer af betalinger. Brugerne kan dog af andre årsager foretrække kontantbetalinger, fx ud fra et ønske om anonymitet. Fordele og ulemper ved kontantbetalinger belyses ikke nærmere i artiklen.

Mobilbetalinger

De seneste år er anvendelsesområdet for mobiltelefoner blevet væsentligt udvidet, og mobiltelefonen forventes i stigende grad at vinde indpas som betalingsinstrument. Det skyldes ikke bare den betydelige udbredelse, men også at den teknologiske udvikling har åbnet mulighed for flere nye betalingstjenester og udvidet udvalget af varer og tjenester, der kan købes via en mobiltelefon. Der er således ikke længere udelukkende tale om digitale ydelser, som ringetoner mv., men også andre varer og tjenester.

Endelig knytter der sig visse fordele for udbyderen af varer og tjenester og især forbrugerne ved brug af mobilbetalinger. Betalingerne tager typisk kortere tid end andre typer betalinger, og de kan foretages kun ved brug af mobiltelefonen, som mange forbrugere altid bærer på sig og har let adgang til.

Typer af mobilbetalinger
Mobilbetalinger kan overordnet inddeles i fjerntransaktioner og nærtransaktioner. Ved en fjerntransaktion forstås en betaling, der kan foregå på kortere eller længere afstand af det, der skal betales for, og kan udføres uafhængigt af, hvor kunden befinder sig. Fjerntransaktioner gennemføres typisk ved at sende en SMS – en Short Message Service – fra mobiltelefonen.

Nærtransaktioner er betalinger, der gennemføres fysisk tæt på varen eller tjenesten, der købes, fx i et supermarked. Gennemførelsen af disse transaktioner sker typisk via såkaldt Near Field Communication, NFC, som er en særlig kontaktløs teknologi, hvor data udveksles inden for en afstand af få centimeter.

Tilsvarende kan der generelt skelnes mellem to typer af afregning af mobilbetalinger. Ved den ene type sker det via bogføring hos teleselskabet, enten i form af tillægstaksering til kundens abonnement eller via forbrug af forudbetalt taletid. Ved den anden type foregår afregningen direkte på konti i bankerne efter samme procedurer som for almindelige betalingsinstrumenter, fx dankort.¹

Regulering
I Danmark er mobilbetalinger reguleret i lov om betalingstjenester. Loven trådte i kraft 1. november 2009 og er en udmøntning af det såkaldte betalingstjenestedirektiv, der har til formål at harmonisere reglerne for formidling af betalinger i EU.²

Betalingstjenesteloven dækker dog kun betalinger, hvor teleselskabet alene fungerer som mellemmand og ikke er involveret i ydelsen af varen eller tjenesten. Fx er køb af busbilletter omfattet af loven, men ikke ringetoner, nyheder og lignende, der leveres af teleselskabet eller ved anvendelsen får tilført værdi af teleselskabet.

Afregnes betalingen via mobilkundens abonnement hos teleselskabet, skal selskabet som udgangspunkt søge tilladelse som betalingsinstitut. Det er en ny type finansielle institutter, der er indført med betalingstjenestedirektivet. Det betyder, at teleselskabet skal leve op til en række harmoniserede krav, herunder kapitalkrav og regler for beskyttelse af brugernes midler, kaldet ringfencing.

Hvis afregningen sker via forbrug af forudbetalt taletid, kan der være tale om elektroniske penge, e-penge, jf. nedenfor. Teleselskabet skal så i stedet søge godkendelse som udsteder af e-penge, hvis værdien af betalingerne overstiger en vis grænse. Ifølge den nuværende lovgivning må et sådant selskab ikke udføre andre tjenester end formidling af betalinger med e-penge.

Denne begrænsning er der på europæisk plan blevet rådet bod på med den netop vedtagne revision af det såkaldte e-pengedirektiv, jf. nedenfor. Der åbnes her for, at en e-pengeudsteder gerne må yde andre betalingstjenester, herunder mobilbetalinger, hvor afregningen sker via kundens abonnement. Det reviderede e-pengedirektiv skal nu gennemføres i Danmark.

I Danmark er mobilbetalinger endvidere reguleret i en rammeaftale, som teleselskaberne tiltrådte i juni 2008. Aftalen opstiller fælles regler for udbud af tjenester, der afregnes via et tillæg til mobilabonnementet, såkaldte tillægstakserede tjenester, med det sigte at understøtte brugen af mobiltelefonen som betalingsinstrument.

Markedet for mobilbetalinger
I udlandet pågår der en væsentlig udvikling inden for mobilbetalinger. I mange lande tilbyder udbydere i dag NFC-baserede løsninger til nærtransaktioner, fx i forbindelse med køb af bus- og togbilletter, mindre varekøb osv. Fjerntransaktioner har bl.a. vundet frem i mindre udviklede lande, hvor adgangen til traditionelle bankydelser er begrænset, og hvor der ikke eksisterer nogen egentlig betalingsinfrastruktur.

Et eksempel på et system til overførsler baseret på fjerntransaktioner ved hjælp af en mobiltelefon er det såkaldte M-PESA-system i Kenya. Systemet tillader kunder via deres mobiltelefon at overføre et pengebeløb til en hvilken som helst anden kunde i M-PESA-systemet. Herudover kan kunderne indsætte og udtrække penge fra deres konti hos M-PESA.³

I Danmark anvendes mobiltelefonen endnu kun i begrænset omfang som betalingsinstrument. I de senere år har der dog været iværksat flere pilotprojekter med fjerntransaktioner, hvor der betales ved hjælp af en SMS og udelukkende sker afregning via teleselskabet. Der har primært været tale om forsøg med billetkøb til transportmidler som bus og tog.

PBS og de danske pengeinstitutter forventer i år at lancere en mobilløsning, hvor købet ligeledes initieres med en SMS, men hvor afregningen sker via kundens bankkonto og ikke via bogføring hos teleselskabet. Nærtransaktioner baseret på NFC-teknologi tilbydes endnu ikke i Danmark.

Betalinger med Elektroniske penge

Elektroniske penge, e-penge, betegner en elektronisk lagret pengeværdi, der er karakteriseret ved at kunne anvendes til køb af varer og tjenester hos andre end udsteder. Akkurat som kontanter anvendes e-penge typisk til mindre betalinger på selve forretningsstedet. Derudover er visse former for e-penge særligt velegnede til handel på internettet.

I 2000 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet det såkaldte e-pengedirektiv, der regulerer adgangen til at udstede e-penge.⁴Formålet var at styrke udviklingen af e-pengemarkedet i EU og dermed fremme væksten i internethandel samt mere generelt at reducere omkostningerne ved detailbetalinger.

Markedet for e-penge har imidlertid ikke udviklet sig som ventet, og udbredelsen af e-penge i såvel Danmark som udlandet er relativt begrænset. Det afspejler, at hverken forbrugere eller betalingsmodtagere hidtil har fundet, at der er tilstrækkelige fordele ved at benytte e-penge. Derudover har de relativt strenge krav til e-pengeudstedere i direktivet været en hæmsko for udviklingen.

I 2008 fremlagde Europa-Kommissionen derfor et revideret e-pengedirektiv, jf. boks 1. Forslaget indeholdt en opblødning af kravene til e-pengeudstedere, herunder lavere kapitalkrav, og en række ændringer, der var affødt af betalingstjenestedirektivet. Det reviderede e-pengedirektiv blev vedtaget at Europa-Parlamentet og Rådet i 2009.

Baggrund
Normalt sondres der mellem kort- og netværksbaserede e-penge afhængig af, hvor pengeværdien er lagret. Kortbaserede e-penge, også kaldet hardware-e-penge, kan sammenlignes med en elektronisk pung, hvor kortets (rest)værdi er registreret på en chip. Netværksbaserede e-penge, eller software-e-penge, er lagret på en server og noteret på individuelle konti, som indehaverne har adgang til via internettet.

De første e-penge så dagens lys i Japan sidst i 1980'erne. Udstederne var i starten teleselskaber, trafikselskaber og detailhandlende, som udvidede anvendelsesmulighederne for deres forudbetalte chipkort. I Europa begyndte denne type kort at vinde frem i første del af 1990'erne. Netværksbaserede e-penge udvikledes i begyndelsen noget trægere, men begyndte efterhånden at blive mere udbredt i takt med den stigende brug af internettet.

Et af de første europæiske e-pengeprodukter var det danske kort Danmønt. Kortet blev udviklet af aktieselskabet Danmønt med PBS som hovedaktionær og indført i 1992. Danmønt blev imidlertid aldrig en succes, og kortet blev udfaset i 2005. Når Danmønt aldrig vandt indpas, skyldes det formentligt, at det allerede eksisterende dankort opfyldte samme behov hos forbrugerne som Danmønt.

Flere internationale studier peger på, at e-penge er et effektivt betalingsprodukt. Det er bl.a. blevet dokumenteret i en hollandsk undersøgelse af de samfundsmæssige omkostninger ved forskellige typer detailbetalinger, herunder betalinger med e-pengekort. Ifølge resultaterne fra undersøgelsen, der er vist i figur 1, er omkostningerne ved betalinger med e-pengekort for alle værdier af betalingen lavere end ved betalinger med kontanter og debetkort.

De relativt lave omkostninger ved betaling med e-penge skyldes i høj grad, at e-penge er forudbetalte, således at værdien, der skal betales, findes på kortets chip eller på fx en e-konto. Det er derfor ikke, som for fx traditionelle betalingskort, nødvendigt for hver betaling at kontrollere, at der er trækningsret på den bagvedliggende konto, hvilket kræver online-kommunikation med en autoriseringscentral.

Udbredelsen af e-penge
Der findes kun begrænset statistik for udbredelsen af e-penge. Ifølge statistik fra Den Europæiske Centralbank, ECB, tegner betalinger med e-penge sig for mindre end 1 pct. af de samlede detailbetalinger i Europa, jf. figur 2. ECBs statistik omfatter ikke betalinger med netværksbaserede e-penge, herunder transaktioner via Paypal, jf. nedenfor, men dokumenterer alligevel, at e-penge fortsat kun anvendes i beskedent omfang.

Heller ikke i Danmark har brugen af e-penge vundet indpas. De eksisterende e-pengeprodukter er primært netværksbaserede løsninger i form af såkaldte e-konti. De fungerer ved, at forbrugeren opretter en e-konto på en central server og herefter overfører penge til e-kontoen fra sit debet- eller kreditkort via den eksisterende betalingsinfrastruktur. Når det er gjort, kan forbrugeren foretage køb på internettet uden at opgive kortnummer mv.

Selve betalingen foregår ved, at kunden overfører et pengebeløb fra sin e-konto til sælgers e-konto. Den samme procedure gælder, hvis kunden ønsker at foretage en overførsel til en anden kunde. Alle overførsler mellem e-konti sker i et lukket system uden for den eksisterende betalingsinfrastruktur. I Danmark kendes e-konto-løsningen bl.a. fra systemet PayPal, jf. boks 2.

En væsentlig fordel ved at bruge e-konto ved betaling på internettet frem for fx traditionelle betalingskort er, at forbrugeren ikke behøver at indtaste kortoplysninger, hvilket reducerer risikoen for svindel og misbrug.

Der findes en række betalingsprodukter, der ligger i gråzonen af at være e-penge. Eksempler er elektroniske betalingsbeviser, der bruges til gavebeviser, teleselskabernes forudbetalte taletidskort og Rejsekortet, jf. boks 3. PBS tilbyder i dag forretninger at udstede forudbetalte gavekort via internettet eller i automater, det såkaldte PBS Prepaid Internet. Hvis disse gavekort kan anvendes hos tilstrækkeligt mange forretningssteder, falder de under definitionen af e-penge.

Netbankbetalinger ved internethandel

En tredje nyere betalingsform er netbankbetalinger ved internethandel. Den dækker over transaktioner, hvor en kunde i forbindelse med et køb på internettet ledes til sin netbank og efterfølgende foretager en konto-til-konto-overførsel. Løsningen kan opfattes som et egentligt betalingsinstrument, idet de relevante informationer om overførslen udfyldes automatisk, så kunden udelukkende skal godkende betalingen – nærmest som at indtaste en pinkode ved en korttransaktion.

På europæisk plan arbejdes der med at definere et sæt fælles rammer for denne type betalinger. Det sker som led i arbejdet med at etablere et fælleseuropæisk detailbetalingsområde i euro, et Single Euro Payments Area, SEPA.⁵ De europæiske bankers organisation med ansvar for SEPA, European Payments Council, EPC, har nedsat en arbejdsgruppe, der skal fremkomme med et såkaldt framework for netbankbetalinger ved internethandel i SEPA. Arbejdsgruppen forventer at offentliggøre sit forslag i løbet af 2010.

Hensigten med forslaget er, at det skal være muligt for en kunde med konto i fx en belgisk bank at handle i en internetforretning i Finland og i betalingsøjeblikket gennemføre en konto-til-konto-overførsel via kundens netbank. Dette vil kræve, at kundens bank ligesom internetforretningens bank er tilsluttet EPCs framework, og at forretningens bank er i stand til at modtage en såkaldt SEPA Credit Transfer, SCT, som er et harmoniseret instrument for konto-til-konto-overførsler.

Etableringen af en europæisk løsning for netbankbetalinger kan få væsentlig betydning for især grænseoverskridende internethandel, idet der skabes et betalingsinstrument, der er særlig velegnet til denne type handel.

Nuværende løsninger
Der findes i dag flere mere eller mindre nationale netbankbetalingsløsninger. En af dem er det hollandske iDEAL, som tilbyder kunder i mange forskellige banker at foretage netbankbetalinger i forbindelse med internethandel. En anden løsning er det tyske GiroPay, der ligesom iDEAL fungerer ved, at kunden ved handel på internettet i betalingsøjeblikket ledes direkte til sin netbank, hvorefter kunden initierer en konto-til-konto-overførsel til forretningen.

I Danmark tilbydes også lignende løsninger, men der er dog alene tale om intrabank-løsninger, hvor den enkelte kunde og forretning skal have konto i samme pengeinstitut.

Af andre løsninger rettet mod internethandel kan nævnes PBS' såkaldte ePayment. Løsningen tilbyder internetforretninger at modtage forskellige betalingskort, herunder Dankort, og understøtter kortselskabernes standard for sikker internethandel. Det sidste betyder, at internetforretningens risiko for misbrug af tredjemand reduceres. Tilslutning til ePayment kræver bl.a., at internetforretningen har indgået en betalingskortaftale for de kort, den pågældende forretning ønsker at modtage.

TillÆgsydelser til betalinger

I de senere år har elektroniske betalinger gradvis erstattet manuelle, papirbaserede betalinger. Det afspejler den højere grad af bekvemmelighed, sikkerhed og efficiens, der er knyttet til elektroniske betalinger.

Det efficiensmæssige potentiale ved betalinger udnyttes imidlertid ikke til fulde, såfremt transaktionerne blot gøres elektroniske uden også at effektivisere de procedurer og rutiner, der går forud for selve transaktionen. Det sidste vedrører såkaldte tillægsydelser, der kan forstås som procedurer og standarder, der anvendes i forbindelse med eksisterende betalingsinstrumenter med henblik på at øge den samlede efficiens i hele betalingskæden. Et eksempel på en tillægsydelse er e-fakturering, dvs. elektronisk håndtering af fakturaer.⁶

På europæisk plan er der fokus på tillægsydelser til betalinger og især e-fakturering. Europa-Kommissionen har således nedsat en ekspertgruppe, der skal etablere en europæisk løsning for e-fakturering. Ifølge gruppen vil e-fakturering kunne føre til en væsentlig reduktion i administrationsomkostningerne for europæiske virksomheder og institutioner bl.a. gennem lavere omkostninger til manuelt arbejde, materialer og transport. I relation til SEPA-projektet, jf. ovenfor, vil det føre til en væsentlig effektivisering i hele betalingskæden på tværs af de deltagende lande eksemplificeret ved, at en tysk virksomhed sender en elektronisk faktura til en hollandsk kunde, som efterfølgende gennemfører betalingen ved at initiere en SCT fra sin egen bank.

Danmark har i nogen grad indført e-fakturering, idet alle virksomheder, der handler med det offentlige, skal sende elektroniske fakturaer.