Seneste tendenser i valuta- og pengeforholdene

Oversigten vedrører perioden fra maj til august 1998

I de senere år har Danmark haft højkonjunktur, der har formindsket arbejdsløsheden og øget virksomhedernes kapacitetsudnyttelse. Væksten har været høj også sammenlignet med de vigtigste samhandelspartnere. Saldoen på betalingsbalancens løbende poster er derfor forringet, så afviklingen af Danmarks fortsat betydelige udlandsgæld ikke kan ske i det planlagte tempo. Desuden har den høje aktivitet ført til mangel på faglært arbejdskraft, særlig i bygge- og anlægssektoren. På denne baggrund vedtog Folketinget i juni regeringens pinsepakke, der bl.a. reducerer værdien af rentefradraget. Indgrebet skal dæmpe prisstigningerne på boligmarkedet og styrke den private opsparing via reduktionen af rentefradraget.

Foreliggende prognoser peger på, at efterspørgslen er på vej op hos en række af Danmarks samhandelspartnere. Det kan bidrage til at vende udviklingen på betalingsbalancen. Forøget udenlandsk efterspørgsel af danske produkter kan dog samtidig øge spændingerne på det danske arbejdsmarked og dermed forøge de allerede høje lønstigninger yderligere.

Indtil nu har krisen i Asien og Rusland samt en yderligere forværret økonomisk situation i Japan ikke haft væsentlige negative effekter på økonomierne i de industrialiserede lande, selv om der kan registreres et vist fald i eksporten til de berørte lande. Fald i de lange renter og lavere energipriser som følge af krisen har trukket i den anden retning. Det er svært at vurdere, hvad betydningen af den seneste udvikling i Rusland og Asien vil blive for verdensøkonomien.

International baggrund

Japanske yen er fra januar frem til udgangen af august svækket med omkring 10 pct. over for bl.a. amerikanske dollar, tyske mark og britiske pund, der således har været nogenlunde uforandrede over for hinanden. Dollaren er dermed fortsat stærk vurderet ud fra de seneste års bevægelser, idet den er styrket med henholdsvis 70 og 25 pct. over for yen og D-mark siden medio 1995. Pundet har derimod nogenlunde fulgt dollaren i denne periode.

Den amerikanske højkonjunktur er fortsat i 1998, primært drevet af den indenlandske efterspørgsel. År-til-år væksten i BNP er dog aftaget noget i løbet af året til 3,5 pct. i 2. kvartal, bl.a. på grund af direkte fald i eksporten og en strejke hos General Motors i juni. Eksportfaldet skyldes især en massiv nedgang i eksporten til Asien. Det amerikanske arbejdsmarked er fortsat stramt med en arbejdsløshed på mindre end 5 pct. af arbejdsstyrken. Prisudviklingen er rolig, delvist en følge af eksterne faktorer som en stigende dollarkurs og faldende energipriser. Lønomkostningerne har dog været støt stigende de seneste år.

Japan befinder sig i dyb økonomisk krise med åbenlyse problemer i banksektoren. Regeringen har fremlagt endnu en hjælpepakke, der bl.a. indeholder lempeligere virksomheds- og personbekatning. Det er hensigten at skabe mere tillid til den fremtidige udvikling og derved sætte gang i den indenlandske efterspørgsel, der har været faldende. Samtidig er inflationen tæt på 0 pct. Opstår der direkte deflation, kan det blive endnu sværere at komme ud af krisen, idet realværdien af gæld da vil vokse. Nettoeksporten er en af de få tilbageværende positive vækstfaktorer, men kan ikke alene trække Japan ud af krisen.

Krisen i Japan og svækkelsen af yen over for dollar har medført, at de asiatiske problemlandes muligheder for at eksportere sig ud af krisen er forringet. Bl.a. på denne baggrund har der igen været valutauro i Asien. En række af valutaerne i regionen er svækket på baggrund af forlydender om en kinesisk devaluering. Alene usikkerhed og rygter om en ny runde konkurrerende devalueringer kan forlænge krisen i Asien. Asienkrisen samt Japans problemer har medført lavere obligationsrenter i den vestlige verden og en fortsat afdæmpet udvikling i råvarepriserne. Senest har krisen i Rusland, jf. omtalen side 6ff, forstærket denne generelle tendens. Opsvinget i USA og Europa finder således sted ved nogenlunde stabile priser, mens eksporten til Asien falder.

I de kommende eurolande vokser økonomierne med omkring 3 pct. i gennemsnit, mens den aktuelle inflation for hele området er under 1,5 pct. Arbejdsløsheden er faldende og nåede i maj ned på 11 pct. af arbejdsstyrken. Længst fremme i konjunkturcyklen er en række af de mindre økonomier, men de større økonomier er nu på vej frem. Både i Tyskland og Frankrig synes det eksportdrevene opsving således at brede sig til den indenlandske efterspørgsel og dermed blive selvbærende. Arbejdsløsheden i Tyskland er faldet fra et højdepunkt på knap 12 pct. af arbejdsstyrken i slutningen af 1997 til under 11 pct. i juli. En betydelig del af faldet skyldes dog beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Også i Frankrig synes beskæftigelsen på vej frem, men indtil videre især ved en forøgelse af antallet af midlertidigt ansatte. Det kan skyldes usikkerhed, da det i Frankrig er forholdsvis besværligt og dyrt at afskedige fastansatte medarbejdere. Som led i indfasningen af en 35-timers arbejdsuge har regeringen besluttet at give en belønning for hvert fuldtidsjob, der skabes. Det kan have gjort arbejdsgiverne tilbageholdende med at skabe fuldtidsjob forinden.

Frem til den endelige udvælgelse af de kommende ØMU-lande i maj sås der for en række tidligere højrentelande en markant reduktion i rentespændet over for Tyskland, jf. figur 1. Den væsentligste årsag til rentekonvergensen er uden tvivl overgangen til fælles valuta fra januar 1999, hvilket endeligt vil fjerne valutakursusikkerheden mellem deltagerlandene. Siden maj er rentespændene blevet udvidet såvel for de tidligere højrentelande som for nogle af kernelandene, og tendensen forstærkedes mod slutningen af august. Udvidelsen skyldes især, at den lange rente i Tyskland faldt som følge af den turbulens på kapital- og valutamarkederne, der bl.a. opstod som reaktion på den forværrede situation i Rusland. I sådanne situationer søger investorer typisk tilflugt i tyske statspapirer, der vurderes som særligt sikre. Også en pludselig opstået usikkerhed om den norske valutakurspolitik, der gav stigende lange renter i bl.a. Norge, Sverige og Danmark, har spillet ind.

I forbindelse med en forhøjelse af foliorenten til 8 pct. meddelte Norges Bank den 24. august, at den indtil videre ville fastholde de officielle renter og ophøre med støtteopkøb af norske kroner i valutamarkedet. Beslutningen fandt sted, efter de officielle renter var hævet 7 gange siden marts, heraf 3 gange alene i august. Beslutningen om at undlade yderligere støtte betød, at norske kroner i de efterfølgende dage svækkedes betydeligt over for det såkaldte ECU-indeks, som Norges Bank har søgt at styre kronen over for, jf. figur 2.

Målsætningen har været at holde indekset mellem 103 og 105, hvor en høj værdi repræsenterer en svag krone. Ved udgangen af august lå indekset på 110.

Der har i nogen tid været nedadgående pres på den norske krone. Olieprisfaldet siden efteråret 1997 er en væsentlig årsag til den aktuelle svækkelse af kronen, der har en tendens til at følge oliepriserne. Samtidig er norsk økonomi i fare for overophedning. Væksten er drevet af privatforbrug og investeringer. Arbejdsløsheden er faldet til det laveste niveau i 10 år, og lønstigningerne er for høje.

Norges Bank, IMF og OECD har i længere tid anbefalet en stramning af den økonomiske politik, men finanspolitikken har været for lempelig og dermed ikke opfyldt det krav til arbejdsdeling med pengepolitikken, som er nødvendig for at holde en fast valutakurs. I fraværet af en tilstrækkelig stram finanspolitik er det nu pengepolitikken, som kommer til at dæmpe efterspørgslen i Norge. Renteforhøjelsen mærkes tydeligt hos de norske boligejere, der hovedsageligt finansierer køb af ejerboliger med variabelt forrentede lån, men svækkelsen af kronen trækker i modsat retning.

I Sverige har forbruget de seneste år været holdt oppe af en markant nedgang i opsparingskvoten, da de disponible indkomster har været faldende. I 1998 ser det dog ud til, at de disponible indkomster stiger for første gang i mange år. Samtidigt er investeringerne langt om længe begyndt at stige - specielt i byggeriet - stimuleret af de lave svenske renter.

Bl.a. på baggrund af den fortsat lave inflation nedsatte Riksbanken repo-renten med 1/4 pct. i juni. Riksbanken forventer en inflation på 1/2 pct. i 1998 og 0,9 pct. i 1999, hvilket er under det mål på 2 pct. med en tolerance på 1 pct., der er sat for inflationen. Udsvingene i den norske krones værdi i slutningen af august havde en afsmittende effekt på den svenske krone.

Krisen i Asien har givet anledning til betydelige aktiekursfald især i de berørte lande, men faldet har også smittet af på aktiekurserne i USA og Europa. Set i lyset af meget betydelige stigninger i de seneste år fremstår det aktuelle fald i aktiekurserne i USA og Europa som en delvis korrektion, jf. figur 3.

(fortsættes på næste side.)