Betalingstjenestedirektivet

Anders Mølgaard Pedersen, Betalingsformidlingskontoret

INDLEDNING

EUs økonomi- og finansministre, Ecofin-Rådet, og Europa-Parlamentet nåede i foråret 2007 til enighed om et direktiv for betalingstjenester. Det såkaldte betalingstjenestedirektiv fastlægger regler for borgeres og virksomheders elektroniske betalinger, dvs. betalinger med andre midler end kontanter og checks. Desuden regulerer direktivet adgangen til at udføre betalingstjenester og indfører en ny type finansielle virksomheder i EU-lovgivningen, kaldet betalingsinstitutter.

EU-landenes love for betalingstjenester er i dag forskellige på en række områder.^[1] Det primære formål med direktivet er at fjerne disse forskelle og dermed skabe basis for et indre marked for betalinger. Herudover udgør direktivet det juridiske grundlag for det kommende fælles betalingsområde i euro, betegnet Single Euro Payments Area, SEPA.^[2] Direktivet rækker dog videre end SEPA, da det også dækker betalinger i andre valutaer end euro, herunder danske kroner.

Direktivet skal være gennemført i EU-landene senest 1. november 2009. I Danmark vil det kræve en række ændringer af lovgivningen for betalinger. Der skal bl.a. indføres ny lovgivning på områder, som ikke er reguleret i dag, fx valørdage i forbindelse med betalinger.^[3] Desuden skal den eksisterende lovgivning tilpasses, så den kommer i overensstemmelse med direktivet. For de danske myndigheder udestår et betydeligt arbejde med gennemførelsen af direktivet.

Danske borgere og virksomheder vil blive berørt af direktivet i forbindelse med både nationale og grænseoverskridende betalinger. Direktivet kræver ændringer af praktisk talt alle pengeinstitutternes kundeaftaler, som giver mulighed for betalinger, og i de fleste tilfælde vil der være tale om forbedringer af kundernes rettigheder. Det gælder fx kravet til gennemførelsestid for såkaldte kreditoverførsler mellem to EU-lande, som reduceres fra i dag seks dage til blot én dag i 2012.^[4]

Direktivet vil herudover skabe rammerne for en styrkelse af konkurrencen blandt udbydere af betalingstjenester. Det skal opnås ved at gøre det lettere for borgere og virksomheder at sammenligne de tilbudte tjenester og skifte mellem forskellige udbydere. Endvidere vil direktivet forbedre adgangsvilkårene for udbydere af betalingstjenester fra andre EU-lande. Den øgede konkurrence ventes at føre til lavere omkostninger for brugerne af betalingstjenester, dvs. borgere og virksomheder.

I forberedelserne af direktivet blev det fra dansk side tillagt betydelig vægt, at en række nuværende regler i Danmark kunne opretholdes, samt at der i direktivet blev taget hensyn til lande, som ikke deltager i eurosamarbejdet. Der var især fokus på direktivets regler vedrørende gebyrer, hæftelse for misbrug af betalingsinstrumenter og betalingers gennemførelsestid. Den endelige direktivtekst vurderes på disse områder ikke at rejse særskilte problemer i Danmark.

BAGGRUND

I de senere år er der på europæisk plan kommet øget fokus på betydningen af en velfungerende gennemførelse af borgeres og virksomheders betalinger. En stor del af opmærksomheden har været rettet mod omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger, som bl.a. Europa-Kommissionen i flere studier har vist er meget høje.^[5] De høje omkostninger kan i nogle situationer være en hæmsko for vare- og tjenestehandlen mellem EU-landene.

Andre studier har vist, at der ligeledes er store forskelle på borgeres og virksomheders gennemsnitlige omkostninger ved betalingstjenester i EU-landene. Disse omkostninger kan være helt op til 8 gange større i ét EU-land end i et andet og i enkelte lande udgøre op til 2-3 pct. af BNP.^[6] Det udtrykker, at der langt fra er tale om et indre marked for betalinger i EU, samt at der i nogle lande er potentiale for store samfundsmæssige besparelser.

De hidtidige politiske initiativer på området omfatter bl.a. et direktiv fra 1997 om grænseoverskridende kreditoverførsler i EU.^[7] Formålet med direktivet var at bidrage til, at disse betalinger fremover kom til at foregå billigere, hurtigere og mere sikkert. Samme år offentliggjorde Kommissionen en henstilling om transaktioner med elektroniske betalingsmidler.^[8] Hensigten var primært at sikre indehaverne af disse betalingsmidler visse rettigheder.

I 2001 blev disse retsakter ledsaget af en forordning om grænseoverskridende betalinger i euro.^[9] Forordningen forbyder bankerne at tage et højere gebyr for en grænseoverskridende betaling i euro end for en tilsvarende national betaling. Formålet var at nedbringe kundernes omkostninger ved grænseoverskridende betalinger. Forordningen har ifølge en nylig undersøgelse haft den ønskede effekt, idet disse omkostninger er faldet markant.^[10]

Forordningen fra 2001 var medvirkende til, at de europæiske banker indledte arbejdet med at etablere SEPA, som er det kommende fælles betalingsområde i Europa for borgeres og virksomheders betalinger i euro. Med SEPA vil der blive indført nogle nye betalingsinstrumenter, der kan bruges til eurobetalinger i hele Europa. De europæiske banker, herunder bankerne i Danmark, vil gradvist begynde at tilbyde deres kunder de nye instrumenter fra begyndelsen af 2008.

SEPA forudsatte, at der skete en harmonisering af EU-landenes lovgivning for betalinger. I december 2005 fremlagde Kommissionen et forslag til et direktiv for betalingstjenester. Forslaget blev herefter behandlet i en arbejdsgruppe under Rådet og Europa-Parlamentets økonomiske udvalg. I foråret 2007 blev der opnået enighed i Ecofin-Rådet og Europa-Parlamentet om en samlet tekst. Direktivet ventes formelt vedtaget senere i år og er ved at blive oversat til de forskellige sprog i EU.

INDHOLD

Betalingstjenestedirektivet er opdelt i afsnit om (I) anvendelsesområdet, (II) adgangen til at udføre betalingstjenester som betalingsinstitut, (III) oplysningskrav, (IV) de generelle aftalevilkår, dvs. betalingsformidlernes^[11] og kundernes rettigheder og pligter, samt (V) andre bestemmelser.^[12]

(I) Anvendelsesområdet
Direktivet er et såkaldt totalharmoniseringsdirektiv. Det indebærer, at EU-landene skal gennemføre direktivets bestemmelser, præcis som de fremtræder. På flere områder tillader direktivet dog landene at træffe egne beslutninger i forbindelse med den nationale gennemførelse. Det gælder imidlertid kun forhold, der vedrører nationale betalingsformidlere og deres udførelse af betalingstjenester i eget land.

Direktivet fastlægger regler for betalingstjenester mellem betalingsformidlere og deres kunder. Endvidere regulerer direktivet, hvilke virksomheder der må udbyde betalingstjenester. Disse er i al væsentlighed begrænset til kreditinstitutter og udstedere af elektroniske penge, kaldet e-pengeinstitutter, som defineret i e-pengedirektivet^[13], samt de nye betalingsinstitutter. Ingen andre virksomheder må ifølge betalingstjenestedirektivet udføre betalingstjenester i EU.^[14]

I boks 1 er kort beskrevet, hvad der i direktivet forstås ved betalingstjenester. Derudover opregner direktivet en række aktiviteter, som af forskellige årsager falder uden for anvendelsesområdet. Det drejer sig bl.a. om betalinger med kontanter og checks, pengetransport, veksling af valuta i kontanter, pengeindsamling til velgørende formål og såkaldte cash-back-transaktioner^[15]. Undtaget fra direktivet er også betalinger mellem betalingsformidlere, fx transaktioner på pengemarkedet.

BETALINGSTJENESTER IFØLGE DIREKTIVET

Boks 1

Begrebet " en betalingstjeneste" defineres i et bilag til betalingstjenestedirektivet som én af følgende syv aktiviteter:

1. Indskud af kontanter. En tjeneste, hvor et kontantbeløb placeres på en betalingskonto, inkl. alle relaterede operationer, der er nødvendige for at administrere en sådan konto. En betalingskonto defineres i direktivet som en konto, der er oprettet med henblik på at udføre betalinger.

2. Hævning af kontanter. En tjeneste som under pkt. 1, hvor et kontantbeløb i stedet hæves fra en betalingskonto.

3. Gennemførelse af kontooverførsel. En tjeneste, hvor midler overføres fra én betalingskonto til en anden. Det kan fx være i form af en kreditoverførsel, dvs. en betaling indledt af betaler, en kortbetaling eller en direkte debitering, dvs. en betaling indledt af modtager på baggrund af et mandat fra betaler.

4. Gennemførelse af kontooverførsel med en kreditmulighed. En tjeneste som under pkt. 3, men med en tilknyttet kreditmulighed for betaler. Det kan fx være en overførsel af midler i forbindelse med en betaling med et kreditkort.

5. Udstedelse og/eller indløsning af betalingsinstrumenter. En tjeneste, hvor en kunde overdrages et instrument, der kan bruges til at udføre en betaling (udstedelse), eller hvor modtager af en betaling, der er udført via et betalingsinstrument, får indsat midlerne på en betalingskonto (indløsning).

6. Pengeoverførsel. En tjeneste, hvor der på en betalers foranledning overføres et kontantbeløb til en modtager, uden at der oprettes en betalingskonto.

7. Gennemførelse af mobilbetalinger, internetbetalinger mv. En tjeneste, hvor midler overføres fra betaler til modtager på baggrund af en betalingsordre, der er afgivet ved hjælp af et telekommunikations- eller it-udstyr, hvor udbyderen af udstyret alene optræder som en ren formidler af betalingen.

En væsentlig undtagelse fra direktivet er betalinger med instrumenter, som har en forholdsvis begrænset anvendelse. Herved forstås betalingsinstrumenter, som alene kan bruges hos udsteder eller en relativt afgrænset kreds af forretningssteder. Denne bestemmelse formodes at betyde, at mange betalingskort, som eksisterer i dag, fx benzinkort, kontokort til varehuse og butikskæder samt trafikselskabers betalingskort, ikke vil være omfattet af direktivet.

En anden central undtagelse er mobil- og internetbetalinger for digitale tjenester, hvor udbyderen ikke blot optræder som formidler af betalingen. Det kan fx være betalinger for køb af ringetoner eller nyheder, der leveres til en mobiltelefon. Denne type betalinger er kendetegnet ved, at udbyderen, ud over at gennemføre betalingen, tilfører værdi til den tjeneste, der leveres, ved at stille det underliggende medium til rådighed, dvs. der ikke er tale om en ren betalingstjeneste.

Direktivet regulerer kun betalinger, hvor både betalers og modtagers betalingsformidler er hjemmehørende i EU. Der skal desuden være tale om en betaling i euro eller en anden EU-valuta, fx danske kroner. Bestemmelserne i direktivet er ufravigelige for betalingstjenester over for borgere, som betegnes forbrugere i direktivet. Andre kunder, dvs. virksomheder og offentlige myndigheder, kan indgå aftaler med deres betalingsformidler, som afviger fra direktivet.^[16]

(II) Betalingsinstitutter
Direktivet indfører som nævnt en ny type finansielle virksomheder i EU-lovgivningen, kaldet betalingsinstitutter. Disse institutter får ret til at udføre alle betalingstjenester, der er beskrevet i boks 1, men vil være underlagt større begrænsninger på deres øvrige aktiviteter end fx kreditinstitutter. Betalingsinstitutter får " det europæiske pas" , dvs. de må udøve grænseoverskridende aktivitet i andre EU-lande på baggrund af en godkendelse fra deres hjemlands tilsynsmyndighed.

Betalingsinstitutter må ikke modtage indlån eller udstede elektroniske penge. Desuden må de kun yde kredit, såfremt det er relateret til udførelse af en betaling, fx i forbindelse med en betaling med et kreditkort. De nye institutter vil i praksis komme til at omfatte en blandet kreds af virksomheder, herunder udstedere og indløsere af betalingskort med bred anvendelse, pengeoverførselsvirksomheder^[17] og teleselskaber, der tilbyder mobilbetalinger.

Betalingsinstitutter skal ligesom kredit- og e-pengeinstitutter leve op til en række krav til deres kapitalgrundlag. Direktivet indeholder således både krav til betalingsinstituttets startkapital og løbende kapitalkrav, der afhænger af instituttets forretningsomfang, jf. boks 2. Kapitalkravene til betalingsinstitutter er grundlæggende forholdsvis beskedne sammenlignet med de tilsvarende krav til kredit- og e-pengeinstitutter, hvilket afspejler forskelle i kundernes risici.^[18]

KAPITALKRAV FOR BETALINGSINSTITUTTER

Boks 2

Betalingstjenestedirektivet pålægger betalingsinstitutter kapitalkrav. Direktivet skelner mellem krav til startkapital og løbende kapitalkrav, der afhænger af omfanget af instituttets forretninger. Instituttets egenkapital må ikke på noget tidspunkt falde under det største af de to beløb.

Kravet til startkapital afhænger af, hvilke aktiviteter et betalingsinstitut påtænker at udføre. Hvis det kun vil udbyde pengeoverførsel, skal det have en startkapital på mindst 20.000 euro. Såfremt instituttet planlægger at udføre mobilbetalinger, skal det have en startkapital på mindst 50.000 euro. Hvis betalingsinstituttet vil udbyde en eller flere af de øvrige betalingstjenester, skal startkapitalen være mindst 125.000 euro.

Ved opgørelsen af det løbende kapitalkrav kan den nationale tilsynsmyndighed vælge mellem én af tre metoder:

Metode A. Betalingsinstituttets egenkapital skal være mindst 10 pct. af dets faste omkostninger det foregående år. Kravet kan justeres, hvis det vurderes, at der siden er sket en stor ændring i instituttets forretningsomfang. Hvis instituttet ikke har eksisteret et år, benyttes de budgetterede faste omkostninger.
Metode B. Kravet til betalingsinstituttets egenkapital opgøres som en procentsats af det månedlige gennemsnit af værdien af dets udførte betalinger det foregående år efter en aftagende skala, jf. tabel 1. Derudover skal der ganges med en faktor, k, der afhænger af, hvilke betalingstjenester instituttet udfører (pengeoverførsel: k=0,5; mobilbetalinger: k=0,8; andre betalingstjenester: k=1).
Eksempel: Et betalingsinstitut, der kun udfører pengeoverførsel (k=0,5), har det foregående år udført betalinger for i gennemsnit 10 mio.euro om måneden. Kravet til instituttets løbende kapital kan opgøres til 0,5*((5*0,04)+(5*0,025)) = 162.500 euro.

PROCENTSATSEN UNDER METODE B	Tabel 1
Værdi af foregående års betalinger, gennemsnit pr. måned	Pct./interval
Op til 5 mio.euro	4,0
Over 5 mio.euro op til 10 mio.euro	2,5
Over 10 mio.euro op til 100 mio.euro	1,0
Over 100 mio.euro op til 250 mio.euro	0,5
Over 250 mio.euro	0,25

Metode C. Kravet til instituttets egenkapital beregnes som summen af dets renteindtægter, renteudgifter (negativt fortegn), gebyrindtægter og andre driftsindtægter for det seneste regnskabsår ganget med en multiplikationsfaktor, der aftager med denne sum, jf. tabel 2, ganget med faktoren k fra metode B.
Eksempel: Et betalingsinstitut, der udsteder betalingskort (k=1), har det seneste år haft renteindtægter og -udgifter på henholdsvis 20 mio.euro og 15 mio.euro, gebyrindtægter på 2 mio.euro og andre driftsindtægter på 3 mio.euro. Summen af renteindtægter mv. udgør 20 - 15 + 2 + 3 = 10 mio.euro, og kravet til instituttets løbende kapital kan opgøres til 1,0*((2,5*0,1)+(2,5*0,08)+(5*0,06)) = 750.000 euro.

MULTIPLIKATIONSFAKTOREN UNDER METODE C	Tabel 2
Sum af renteindtægter mv.	Faktor/interval
Op til 2,5 mio.euro	0,10
Over 2,5 mio.euro op til 5 mio.euro	0,08
Over 5 mio.euro op til 25 mio.euro	0,06
Over 25 mio.euro op til 50 mio.euro	0,03
Over 50 mio.euro	0,015

Ud over kapitalkravene skal betalingsinstitutter have iværksat visse foranstaltninger, så kunderne kan være sikre på at få deres midler tilbage, hvis instituttet går konkurs. Det kan være i form af en formel adskillelse af midler, der er modtaget fra kunderne, på særlige bankkonti eller en bankgaranti, som dækker kundernes tilgodehavender. Dette krav om såkaldt ringfencing af kundernes midler gælder kun for institutter, der ligeledes udfører andre aktiviteter end betalingstjenester.^[19]

Direktivet giver EU-landene mulighed for at undtage mindre betalingsformidlere fra ovennævnte krav. Det forudsætter, at de på månedsbasis gennemfører betalinger for under 3 mio.euro. En undtaget betalingsformidler må ikke udbyde betalingstjenester i andre EU-lande. Denne bestemmelse skal sikre, at mindre betalingsformidlere vælger at lade sig registrere hos den nationale tilsynsmyndighed. Dette er bl.a. vigtigt som led i bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

(III) Oplysningskrav
Direktivet indeholder også regler for de oplysninger, som betalingsformidlere skal give deres kunder om betalingstjenesterne. Et væsentligt formål er at gøre det lettere for kunderne at sammenligne de udbudte tjenester og dermed styrke konkurrencen blandt betalingsformidlere. Oplysningskravene gælder for alle typer betalingsformidlere, dvs. ud over betalingsinstitutter også kredit- og e-pengeinstitutter.

Direktivet skelner mellem oplysninger ved aftaler om en enkeltstående betaling, fx en pengeoverførsel, og rammeaftaler for en serie af betalinger. Hvis en kunde betaler via en konto eller benytter et betalingsinstrument, vil der som regel være indgået en rammeaftale. Direktivet sondrer desuden mellem oplysninger før indgåelse af en aftale og efter udførelse af en betaling. Oplysningerne om de enkelte betalinger kan eventuelt gives til kunden samlet en gang om måneden.

For betalingsinstrumenter, der bruges til mindre betalinger, gælder en række forholdsvis lempelige oplysningskrav.^[20] Disse regler er især møntet på nyere betalingsinstrumenter, fx visse e-pengeprodukter. For udbyderne af disse instrumenter vil det ofte være forbundet med relativt høje omkostninger at leve op til de generelle oplysningskrav. Dertil kommer, at brug af de pågældende instrumenter som regel kun indebærer en begrænset risiko for kunderne.

(IV) De generelle aftalevilkår
Direktivets væsentligste bestemmelser vedrører de generelle aftalevilkår mellem betalingsformidler og kunde. Boks 3 gennemgår en række bestemmelser, der fra dansk side har haft særlig stor bevågenhed. Det drejer sig om direktivets gebyr- og hæftelsesregler samt regler for betalingers gennemførelsestid. Det endelige direktiv skønnes at give mulighed for at fastholde de eksisterende danske regler for gebyrer på Dankortbetalinger og hæftelse ved misbrug af fx betalingskort.

Direktivet indeholder desuden regler om valørdage. Ifølge disse regler må betalers betalingsformidler tidligst ophøre med at give rente den dag, hvor betalingen hæves på kundens konto, og modtagers betalingsformidler skal beregne rente fra den dag, betalingsformidler selv modtager beløbet. Det vil sammen med reglerne om gennemførelsestid begrænse betalingsformidlernes mulige renteindtjening på betalinger. Formålet er at få betalingsformidlerne til i stedet at gøre øget brug af andre indtægter, fx gebyrer, der er mere synlige for kunderne.

Valørdage er som nævnt ikke reguleret i den nuværende danske lovgivning, men i stedet overladt til fri aftale mellem betalingsformidlerne, dvs. pengeinstitutterne, og deres kunder. Direktivets valørregler er på enkelte områder mere gunstige for kunderne, end hvad der er markedspraksis i Danmark i dag. Det gælder fx for indskud af kontanter fra borgere samt betalinger fra udlandet, som fremover skal forrentes fra den dag, hvor et pengeinstitut modtager midlerne.

GENERELLE AFTALEVILKÅR I BETALINGSTJENESTEDIREKTIVET

Boks 3

Gebyrer
Reglerne i betalingstjenestedirektivet om gebyrer skal opfylde forskellige formål. En bestemmelse fastslår, at betaler og modtager hver for sig skal betale de gebyrer, der opkræves af deres egen betalingsformidler. Formålet er at sikre, at det såkaldte share-princip, dvs. princippet om, at betaler og modtager afholder egne omkostninger, bliver gældende i hele EU.¹ Erfaringer har vist, at dette princip er det mest effektive, da det bedst understøtter en fuldt automatiseret håndtering af betalingerne.

En anden gebyrbestemmelse fastlægger, at betalingsformidler ikke må forhindre, at modtager, dvs. en forretning, opkræver et gebyr fra betaler for brug af et bestemt instrument. Denne bestemmelse indebærer, at kortselskaber ikke må forbyde forretninger at overvælte gebyrer for indløsning af kortbetalinger, de såkaldte no surcharge-regler. EU-landene må dog forbyde overvæltning i visse situationer, herunder hvis det skønnes at hæmme brugen af effektive instrumenter.

Hensigten med den anden gebyrbestemmelse er at øge gennemskueligheden af kortselskabernes indløsningsgebyrer. Europa-Kommissionen har ved flere lejligheder udtalt, at den finder bankernes indløsningsgebyrer ved visse typer kortbetalinger for høje.² Ved at gøre det muligt for forretningerne at overvælte disse gebyrer på kunderne, vil det få kunderne til at vælge betalingskortene med de laveste gebyrer og dermed give et pres nedad på disse gebyrer.

Disse bestemmelser skønnes at være forenelige med den danske model for finansieringen af Dankortet, der blev aftalt i 2005.³ Ifølge direktivets indledende betragtninger kan afregningen mellem modtagerne og betalingsformidlerne være i form af en fast abonnementsbetaling, som det er tilfældet i ordningen for Dankortet. Derudover vurderes Dankortet at kunne betragtes som et effektivt instrument. Det vil gøre det muligt at opretholde forbuddet mod overvæltning af gebyrer på Dankortbetalinger i såkaldt fysisk handel⁴.

Hæftelse ved misbrug
Misbrug af et betalingsinstrument kan fx være en uretmæssig persons brug af et tabt eller stjålet betalingskort. Med direktivets regler for hæftelse ved misbrug er det tilstræbt at finde en balance mellem at beskytte kunderne mod tab og få dem til at udvise forsigtighed i omgangen med deres instrument samt give betalingsformidlerne et incitament til at udvikle sikre betalingsmidler.

Direktivets hæftelsesregler kan opstilles som følger:

En kunde bærer et tab op til 150 euro som en form for selvrisiko, hvis misbruget kan henføres til et tabt eller stjålet betalingsinstrument, eller skyldes, at kunden ikke har udvist tilstrækkelig forsigtighed i forbindelse med brug af instrumentet.
En kunde bærer hele tabet ved misbrug, hvis denne har svindlet eller bevidst eller med grov uagtsomhed har forsømt at opfylde sin pligt til at sikre betalingsinstrumentet mod misbrug.
EU-landene kan vælge at reducere kundens hæftelse i pkt. 1 og 2. Det gælder dog kun, såfremt kunden ikke har svindlet eller bevidst har undladt at opfylde sin pligt til at sikre instrumentet mod misbrug.
Så snart en kunde har meddelt sin betalingsformidler, at et betalingsinstrument er mistet, stjålet eller misbrugt, skal kunden ikke bære et yderligere tab ved misbrug, medmindre denne har svindlet.
Hvis en betalingsformidler ikke har sikret, at en kunde til hver en tid kan anmelde et mistet, stjålet eller misbrugt instrument, hæfter kunden ikke for tabet ved misbrug, medmindre denne har svindlet.

I arbejdet med direktivet var der fra dansk side betydelig fokus på disse regler. En overgang var der bekymring for, at de kunne indebære en forringelse af danske kunders beskyttelse i forhold til i dag. Ifølge de danske regler i lov om visse betalingsmidler afholder en kunde kun selvrisikoen ved misbrug, hvis der er brugt en personlig kode. Desuden indeholder den danske lovgivning en øvre grænse for kundens tab på 8.000 kr. Pkt. 3 ovenfor skønnes at give mulighed for at opretholde disse regler.

Gennemførelsestid
Med direktivets bestemmelser om gennemførelsestid er det formålet at nedbringe den tid, det i dag tager at foretage en grænseoverskridende betaling. Ifølge direktiv 97/5/EF om grænseoverskridende pengeoverførsler må det højst tage seks dage, inden en kreditoverførsel når frem til modtager i et andet EU-land. Undersøgelser viser, at den gennemsnitlige gennemførelsestid for en sådan overførsel er knap tre dage. Fra politisk side har der været bred enighed om, at dette er for lang tid.

Direktivets regler for gennemførelsestid gælder for rene betalinger i euro samt nationale betalinger i andre EU-valutaer, fx kronebetalinger i Danmark. Desuden dækker de betalinger med én valutaomveksling mellem euro og en anden EU-valuta, hvis omvekslingen sker i det respektive ikke-euroland. En kreditoverførsel i euro fra en kronekonto i Danmark til en eurokonto i Tyskland vil således være omfattet af reglerne, men ikke en tilsvarende overførsel i danske kroner.

Ifølge direktivet skal en kreditoverførsel af ovennævnte type være gennemført senest ved udgangen af den følgende dag.⁵ Frem til 1. januar 2012 kan en betalingsformidler og kunde aftale, at tidsfristen i stedet skal være tre dage. For papirbaserede betalinger, fx betalinger med giroindbetalingskort, kan parterne desuden aftale, at gennemførelsestiden må være én dag længere.⁶

Direktivet fastlægger også regler for bogføringsdagen for såkaldte rene kontantindskud. Herved forstås indskud af kontanter på en konto i samme valuta som kontoens denomineringsvaluta og hos den betalingsformidler, hvor kontoen føres. Denne type indskud fra borgere skal bogføres på kundernes konti samme dag, som kontanterne indsættes, mens indskud fra virksomheder mv. skal være bogført senest den følgende dag.

Reglerne om gennemførelsestid har ligeledes haft en vis opmærksomhed fra dansk side. I Kommissionens oprindelige direktivforslag blev der lagt op til, at reglerne skulle gælde for betalinger i alle EU-valutaer. Det ville dog indebære meget høje omkostninger for betalingsformidlerne at leve op til et sådant krav for grænseoverskridende overførsler i andre EU-valutaer end euro uden en infrastruktur som i SEPA. Reglerne om gennemførelsestid blev derfor begrænset til ovennævnte betalinger.

¹Alternativet hertil er enten det såkaldte our-princip, hvor betaler afholder alle omkostninger, eller ben-princippet, hvor disse i stedet betales af modtager.
²Se fx Europa-Kommissionen, Communication From the Commission, Sector Inquiry under Art 17 of Regulation 1/2003 on retail banking (Final Report), January 2007.
³Den aftalte model for finansieringen af Dankortet er beskrevet i Danmarks Nationalbank, Betalingsformidling i Danmark, 2005, kapitel 7.
⁴Dvs. handel, hvor både køber og sælger er fysisk til stede i forbindelse med transaktionen, modsat fx internethandel.
⁵I regelsættet for de kommende kreditoverførsler i SEPA er gennemførelsestiden fastsat til tre dage. Som en konsekvens af direktivet skal dette ændres til én dag.
⁶For debetbetalinger, dvs. kortbetalinger og direkte debitering, indebærer direktivets bestemmelser, at betalingsmidler og kunde selv kan aftale den maksimale gennemførelsestid.

Af andre generelle aftalevilkår fastlægger direktivet bl.a. regler for ændringer og ophør af en rammeaftale og en betalingsformidlers muligheder for at indstille brugen af et betalingsinstrument. Desuden indeholder det regler for en betalers ret til at få tilbageført en betaling og annullere en betalingsordre samt ansvaret for at udføre en betaling korrekt. På flere af disse områder er en harmoniseret lovgivning især nødvendig af hensyn til betalingsinstrumenterne i SEPA.

(V) Andre bestemmelser
Direktivet giver Europa-Kommissionen mulighed for at justere en række forhold i direktivet for at holde det ajour med den teknologiske udvikling og sikre en ensartet anvendelse af direktivet. Kommissionen kan bl.a. tilpasse definitionen af aktiviteter, som er betalingstjenester, jf. boks 1. I den forbindelse skal Kommissionen konsultere et nedsat betalingsudvalg med repræsentanter fra EU-landene.

Betalingstjenestedirektivet skal være gennemført i national lovgivning senest 1. november 2009. Det vil erstatte direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler fra 1997 og henstillingen fra samme år om elektroniske betalingsmidler. Forordningen fra 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro vil fortsat være gældende.

GENNEMFØRELSE I DANMARK

Betalingstjenestedirektivet vil kræve en række ændringer af dansk lovgivning for betalinger. Den centrale lov på området er lov om visse betalingsmidler, betalingsmiddelloven, men direktivet vil også berøre andre danske love. For myndighederne i Danmark udestår et betydeligt arbejde med gennemførelsen af direktivet, og det følgende skal kun opfattes som foreløbige betragtninger herom.

En række betalingsmidler, der i dag reguleres i den danske betalingsmiddellov, er ikke omfattet af direktivet. Det drejer sig bl.a. om betalingsmidler, som kun kan anvendes hos udsteder. Et åbent spørgsmål er, hvilke regler der fremover skal gælde for disse betalingsmidler. Hvis det bliver betalingsmiddelloven, eventuelt med få ændringer, vil der med direktivet blive indført to sæt love for betalingsmidler i Danmark.

Direktivet indeholder omvendt også regler for betalingstjenester, der normalt udføres uden et betalingsmiddel. Et eksempel på en sådan betaling kan være en enkeltstående betaling, fx en pengeoverførsel, jf. boks 1. I Danmark er denne type betalingstjenester ikke reguleret i betalingsmiddelloven og kun i mindre omfang i anden lovgivning. Gennemførelsen af direktivet vil her kræve lovgivning på et nyt område.

Der skal også indføres ny lovgivning i Danmark for adgangen til at udbyde betalingstjenester som betalingsinstitut. Den tilsvarende lovgivning for andre instituttyper er samlet i lov om finansiel virksomhed. Ifølge foreløbige analyser er der i dag kun ganske få virksomheder i Danmark, der skal søge godkendelse som betalingsinstitut. Dette afhænger dog af den præcise udlægning af bestemmelserne, der fastlægger direktivets anvendelsesområde, jf. ovenfor.

Direktivet indeholder også regler for en del andre forhold, der ikke er reguleret i Danmark i dag. Det gælder ud over valørdage bl.a. betalers ret til at få tilbageført en betaling og annullere en betalingsordre samt betalingsformidlers mulighed for at indstille brugen af et betalingsmiddel. Et yderligere eksempel er gennemførelsestiden for nationale betalinger. Her bliver der ligeledes behov for at indføre ny lovgivning.

På en række andre områder skal den eksisterende lovgivning tilpasses, så den kommer i overensstemmelse med direktivet. Det gælder bl.a. reglerne om oplysningskrav, som i direktivet er beskrevet væsentlig mere detaljeret end i betalingsmiddelloven. I praksis skønnes der dog ikke at være stor forskel mellem de oplysninger, som fx danske pengeinstitutter normalt giver deres kunder, og direktivets oplysningskrav.

Som nævnt har EU-landene på flere områder mulighed for at træffe egne beslutninger, når de gennemfører direktivet. Det gælder for en række bestemmelser om adgangen til at udbyde betalingstjenester samt de generelle aftalevilkår. Disse beslutninger indebærer typisk forskellige afvejninger og vil i mange tilfælde kræve en politisk stillingtagen.

[1] Se fx Europa-Kommissionens sammenligning af EU-landenes regler på betalingsområdet, Comparative tables on national rules, 25. september 2003, der findes på http://ec.europe.eu/internal_market/payments/framework_indeks_en.htm.

[2] For en gennemgang af SEPA-projektet, se Elin Amundsen, SEPA - Single Euro Payments Area, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2007.

[3] Dvs. hvornår betalers bank og modtagers bank ophører henholdsvis begynder med at beregne rente, når der gennemføres en betaling.

[4] Se boks 1 for en definition af kreditoverførsler. Gennemførelsestiden for disse overførsler fra ét EU-land til et andet er i dag reguleret i lov om grænseoverskridende pengeoverførsler af 15. april 1999. For grænseoverskridende betalinger gælder direktivets bestemmelser om gennemførelsestid kun overførsler i euro, jf. nærmere om disse bestemmelser i boks 3.

[5] Se fx Europa-Kommissionens pressemeddelelse af 20. september 2001, Cross-border payments: New Commission study confirms high charges, og den tilhørende rapport fra Retail Banking Research.

[6] Se Europa-Kommissionen, Working Document to the Proposal for a Directive on Payment Services in the Internal Market, Impact Assessment, SEC(2005)1535, December 2005.

[7] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler.

[8] Europa-Kommissionens henstilling 97/489/EF af 30. juli 1997 om transaktioner med elektroniske betalingsmidler, især forholdet mellem udsteder og indehaver. En henstilling fra Kommissionen er til forskel fra et direktiv eller en forordning ikke bindende for EU-landene.

[9] Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2560/2001/EF af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro.

[10] Se Europa-Kommissionens pressemeddelelse af 11. januar 2007, Cross-border payments now significantly cheaper, og rapport, Staff Working Document on the Impact of Regulation (EC) No 2560/2001 on bank charges for national payments, SEC(1783)2006, af 18. december 2006.

[11] " Betalingsformidlere" benyttes i det følgende som samlebetegnelse for alle udbydere af betalingstjenester.

[12] Direktivteksten kan findes via Europa-Kommissionens websted, http://ec.europe.eu/internal_mar-ket/payments/framework_indeks_en. htm, Amendments by the European Parliament.

[13] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/46/EF af 18. september 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed. Direktivet indførte en ny type institutter i EU-lovgivningen, kaldet udstedere af elektroniske penge. Sidstnævnte kan kort defineres som forudbetalte midler, der er lagret på et elektronisk medium, og som anerkendes som betalingsmiddel af andre end udsteder.

[14] Bortset fra centralbanker og såkaldte postgiroinstitutter, der ikke findes i Danmark.

[15] En cash-back-transaktion er en forretnings udbetaling af kontanter til en kunde, som ved en betaling med fx et betalingskort " hæver over beløbet" . Den oprindelige kortbetaling vil normalt være dækket af direktivets regler.

[16] Den bagvedliggende formodning er, at virksomheder mv. i højere grad end borgere er i stand til at forhandle aftaler med deres betalingsformidler, som stiller dem gunstigere end direktivets regler.

[17] Eksempler på virksomheder, der udfører pengeoverførsel, er Western Union og Moneygram.

[18] Fx skal e-pengeinstitutter have en startkapital på mindst 1 mio.euro. Institutternes egenkapital skal desuden løbende overstige det største beløb af 1 mio.euro og 2 pct. af deres udestående e-penge.

[19] EU-landene kan desuden beslutte, at kravet ikke skal gælde for individuelle tilgodehavender under 600 euro.

[20] Disse instrumenter må ikke kunne bruges til enkeltbetalinger, der overstiger 30 euro, eller indeholde en lagret værdi over 150 euro. For rent nationale betalinger kan EU-landene vælge at reducere disse grænser eller forhøje dem op til henholdsvis 60 euro og 500 euro.

Pdf version af publikationen
DOWNLOAD

PC: Klik på højre muse-knap, vælg 'Save Link As', herefter vælges,
hvor man vil gemme
filen.

MAC: Hold muse-knappen nede, vælg 'Save Link', herefter vælges, hvor man vil gemme filen.

Download
Acrobat Reader: