Pressemeddelelser

 

DEN 6. JUNI 2007: RENTEFORHØJELSE

Nationalbankens udlånsrente og renten på indskudsbeviser forhøjes med 0,25 pct. til 4,25 pct. Diskontoen og foliorenten forhøjes med 0,25 pct. til 4,00 pct. Forhøjelsen har virkning fra 7. juni 2007.

Renteforhøjelsen har baggrund i, at Den Europæiske Centralbank, ECB, har forhøjet minimumsbudrenten ved sine primære markedsope-rationer med 0,25 pct. til 4,00 pct.

DEN 20. AUGUST 2007: NY SKIBSMØNT MED FREGATTEN JYLLAND SOM MOTIV

10. september 2007 udsender Nationalbanken en ny 20-kronemønt med Fregatten Jylland som motiv. Det er den anden temamønt i en serie med skibe som motiv.

Mønten præsenteres i dag på Fregatten Jylland i Ebeltoft Havn. Fregatten Jylland er verdens længste træskib og repræsenterer det ypperste inden for træskibsbygningskunst. Det viser samtidig overgangen til nye tider inden for skibsfart, idet fregatten som noget nyt kunne anvende både sejl og motorkraft. Fregatten blev bygget til den danske flåde og deltog bl.a. i søslaget ved Helgoland i 1864, hvor den opnåede status som nationalt symbol. Senere blev Fregatten anvendt som kongeskib for Christian IX. I dag er Fregatten Jylland en velbesøgt turistattraktion i Ebeltoft.

Motivet på mønten er udarbejdet af billedhuggeren Hans Pauli Olsen, som også har stået for motiverne til tårnmønterne Christiansborg Slot og Nólsoy Fyr samt eventyrmønten Den grimme ælling.

Mønten med Fregatten Jylland udsendes som 20-krone i 1,2 mio. eksemplarer og bliver del af de almindelige cirkulerende mønter. På møntens forside vises Dronningens portræt i profil. Portrættet er udformet af billedhugger, professor Mogens Møller.

Den nye temamønt med Fregatten Jylland kan fra 10. september 2007 købes i pengeinstitutter, i Nationalbankens Hovedkasse og på Den Kgl. Mønts hjemmeside www.kgl-moent.dk. På Den Kgl. Mønts hjemmeside findes også billeder af mønten. Den næste skibsmønt forventes udsendt i foråret 2008.


DEN 6. SEPTEMBER 2007: SIDSTE EVENTYRMØNT FÅR NATTERGALEN SOM MOTIV

Den femte og sidste mønt i serien af eventyrmønter udkommer 25. oktober 2007 med Nattergalen som motiv. Samtidig udsendes et møntsæt med de fem eventyrmønter samlet.

Mønten Nattergalen præsenteres i dag på H.C. Andersens Hus i Odense, som samtidig får overdraget modeller af de fem eventyrmønter.

Motivet på mønten er udarbejdet af billedhugger, professor Torben Ebbesen. Da historien om Nattergalen foregår i Kina, har han på mønten udformet de to kinesiske skrifttegn for nattergal.

"Motivet viser nattergalen siddende på en udsprunget kirsebærgren, som både er inde i og ude af et gyldent bur. Kirsebærgrenen er naturalistisk modelleret, og nattergalen gengivet flad som et kinesisk papirklip – men den bliver levende, når den som mønt flyver ind og ud af et andet gyldent bur, nemlig lommen" , siger Torben Ebbesen.

10-kronemønten med Nattergalen udsendes i tre forskellige udgaver: som guldmønt i maksimalt 3.000 eksemplarer, som sølvmønt i maksimalt 30.000 eksemplarer og som almindelig 10-krone. Guldmønten koster 2.000 kroner, og sølvmønten koster 200 kroner. Den almindelige 10-krone præges i 1,2 mio. eksemplarer og bliver del af de cirkulerende mønter. På møntens forside vises Dronningens portræt i profil. Portrættet er udformet af billedhugger, professor Mogens Møller.

Mønterne i eventyrmøntsættet er fremstillet i en særlig fin kvalitet og præget med to slag mod normalt et slag. Eventyrmøntsættet udkommer i maksimalt 30.000 eksemplaner og koster 250 kroner. Det kan ligesom de nye eventyrmønter fra 25. oktober 2007 købes i pengeinstitutter, i Nationalbankens Hovedkasse og på Den Kgl. Mønts hjemmeside www.kgl-moent.dk. På Den Kgl. Mønts hjemmeside findes også billeder af mønten og en udtalelse fra Torben Ebbesen.

 

Gå til bund
Pdf version af publikationen
DOWNLOAD
 
PC: Klik på højre muse-knap, vælg 'Save Link As', herefter vælges,
hvor man vil gemme
filen.
 
MAC: Hold muse-knappen nede, vælg 'Save Link', herefter vælges, hvor man vil gemme filen.
 
Download
Acrobat Reader:

 
 
 
Gå til forrige kapitel               Gå til top              Gå til næste kapitel