Fortsat fra forrige side.

Udlån samt tab og hensættelser i den finansielle sektor

Erfaringen viser, at perioder med stærk udlånsvækst næsten altid med en vis forsinkelse giver anledning til stigende tab i penge- og realkredit-institutterne. Dette var også tilfældet i kølvandet på højkonjunkturen i 1980'erne.

Pengeinstitutternes realiserede tab toppede med 2,5 pct. af udlåns- og garantimassen i 1993 efter en kraftig stigning i de forudgående år. Tabsprocenten på udlån til henholdsvis erhverv og husholdninger udviklede sig parallelt, men da erhvervslånemassen var over dobbelt så stor som de samlede udlån til husholdningerne, vejede tab på erhvervslån beløbsmæssigt mest. Der var stor forskel på tabsprocenterne på tværs af erhvervssektorer.

En række faktorer var medvirkende til, at tabene blev så store, som det var tilfældet. Omsvinget i økonomien fra høj- til lavkonjunktur i 1986 var meget brat med faldende ejendomspriser samt kraftig opgang i antallet af konkurser og tvangsauktioner. Samtidig blev lavkonjunkturen langvarig. Omstillingen fra en situation med forholdsvis høj inflation til et lavinflationsregime var med til at skærpe problemerne, da den uventede stigning i realrenten gjorde mange af de investeringer, pengeinstitutterne havde været med til at finansiere, urentable. Blandt de mere specifikke faktorer gjorde det sig endvidere gældende, at mange pengeinstitutter udviste stor ekspansionslyst i løbet af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne med regionalbanker, der ønskede at ekspandere nationalt, og større pengeinstitutter, der engagerede sig kraftigere internationalt. Dette kan i princippet være udmærket, da diversifikation af udlånsporteføljen på tværs af lande og sektorer kan være med til at reducere den samlede tabsrisiko. Mange af de ekspansive tiltag viste sig imidlertid efterfølgende at bygge på et for optimistisk grundlag med betydelige tab til følge. Problemet var ofte en for stor fokusering på markedsandele frem for profitabilitet, hvilket er problematisk, når konjunkturerne vender. Også realkreditinstitutterne forsøgte sig i 1980'erne internationalt og ligeledes med betydelige tab til følge. Samtidig påførte lavkonjunkturen også realkreditinstitutterne betragtelige tab på de indenlandske udlån.

Figur 8 Pengeinsitutudlån og hensættelsesprocent

Anm:

"Hensættelsesprocent" angiver årets hensættelser til imødegåelse af tab i procent af den samlede udlåns- og garantimasse i pengeinstitutterne. "Udlån" omfatter pengeinstitutternes udlån i alt som opgjort i Finantilsynets Årsberetninger (tabel 2.3, aktivpost 4). Der er ikke fuldt sammenfald mellem dette udlånsbegreb, der også er anvendt til beregning af hensættelsesprocenten, og det, der er anvendt i den øvrige del af artiklen.

Danmark oplevede ikke systemkriser i pengeinstitutsektoren i begyndelsen af 1990'erne, som det var tilfældet i de andre nordiske lande, på trods af, at de akkumulerede tab i danske pengeinstitutter var af samme størrelsesorden. Årsagerne til dette var flere ¹⁵⁾. En væsentlig grund var, at der op gennem 1980'erne blev fulgt en hensættelsespolitik, hvor der – i overensstemmelse med lovgivningen – ud over konstaterede tab tillige blev foretaget hensættelser til imødegåelse af forventede tab. Der blev med andre ord reageret, før tabene var realiserede.

Selv om situationen i dag på nogle områder er forskellig fra dengang, er det med udsigt til en afdæmpning af konjunkturerne vigtigt, at de erfaringer, der blev gjort i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, ikke negligeres. De erhvervsmæssige udlån har op gennem 1990'erne udviklet sig mere afdæmpet end i 1980'erne, men de samlede pengeinstitutudlån er de seneste år vokset betydeligt hurtigere end indkomsterne, som det også var tilfældet mod slutningen af opsvinget i 1980'erne. Samtidig er hensættelsesprocenten efter et vedvarede fald siden begyndelsen af 1990'erne kommet ned på et historisk set lavt niveau, som næppe kan opretholdes på lidt længere sigt ¹⁶⁾, jf. figur 8.

Afslutning

En sammenligning af penge- og realkreditinstitutternes udlån til husholdninger og erhverv under det seneste opsving sammenholdt med udviklingen under højkonjunkturen i 1980'erne viser, at erhvervsinvesteringerne siden 1993 i højere grad end dengang er blevet egenfinansieret, mens væksten i udlån til husholdninger omvendt har været kraftigere.

Under et opsving er det typiske forløb, at udlån til husholdningerne begynder at stige først, mens væksten i erhvervsudlånene kommer senere i takt med behovet for øgede investeringer. Realkreditudlån findes ikke overraskende at være tæt forbundet med udviklingen i kontantpriserne på ejerboliger.

Ud fra den finansielle statistik er der konstrueret en indikator for dels den samlede private sektors opsparingsbalance og dels for husholdningssektorens opsparingsbalance. Indikatorerne, der dog skal tolkes med stor varsomhed, peger mod en stabilisering af såvel den private sektors som husholdningssektorens opsparingsbalance i første del af indeværende år.

Pengeinstitutterne er de marginale långivere, hvilket er med til at gøre pengeinstitutudlån mere konjunkturfølsomme end realkreditudlån. Dette afspejler sig i pengeinstitutternes tab, der typisk stiger, når en højkonjunktur er klinget af. På den baggrund understreges vigtigheden af, at der i tide og i tilstrækkeligt omfang foretages hensættelser til imødegåelse af tab på engagementerne.

Appendiks 1

Konstruktion af udlånsserier
En analyse af udviklingen i kreditgivningen siden 1980 hæmmes af manglen på konsistente serier over udviklingen i udlån fra penge- og realkreditinstitutter, der står for langt den overvejende del af kreditgivningen i samfundet. Statistikken er karakteriseret ved mange brud, ligesom en del relevante data ikke umiddelbart foreligger for den første del af perioden. Danmarks Statistik har offentliggjort sektoropdelte udlånstal for pengeinstitutternes hovedvirksomhed siden slutningen af 1970'erne, men denne afgrænsning er for snæver som grundlag for analysen i denne artikel. Der er derfor som udgangspunkt blevet konstrueret serier over penge- og realkreditinstitutternes udlån med et analytisk formål for øje. Dette er hovedsagelig sket ved at tilbageføre den eksisterende statistik til 1980.

Der er for pengeinstitutternes vedkommende dannet serier for udlån (dvs. stocktal) i kroner og valuta til indlændinge fra danske pengeinstitutter (hovedvirksomhed samt udenlandske enheder, dvs. både filialer og datterbanker) samt fra udenlandske pengeinstitutters enheder her i landet opdelt på udlån til husholdninger og erhverv. Udlån fra de udenlandske enheder er i det omfang, de ikke er erhvervsopdelt i statistikken, blevet placeret under erhvervsmæssige udlån. Dette er det mest retvisende for hovedparten af perioden, men omkring 1990 var der en overgang en vis långivning fra de udenlandske enheder til privatpersoner af skattemæssige grunde. Dette bevirker en mindre overvurdering af de erhvervsmæssige udlån og ikke mindst væksten i disse omkring dette tidspunkt, uden at det dog er noget, der ændrer det overordnede billede afgørende. Skattehullet blev lukket i juni 1992.

Udlån til indlændinge direkte fra udenlandske pengeinstitutters enheder uden for Danmark er ikke inkluderet i de konstruerede serier, ligesom fx et udenlandsk moderselskabs finansiering af et datterselskab i Danmark ikke indgår. For at fange disse eksempler på finansiering ville det være nødvendigt at sammenstille valutastatistikken og pengeinstitutstatistikken, hvilket er forbundet med betydelige problemer og derfor udeladt her. Finansiering i form af egenkapitaltilførsel falder uden for denne artikels rammer.

Det er et generelt tidsrækkeproblem for pengeinstitutudlån på kvartalsfrekvens, at hensættelser til imødegåelse af tab regnskabsmæssigt sker ved årets udgang, hvilket kan give ekstraordinær stor forskel mellem udlånstallet for 4. kvartal og det efterfølgende 1. kvartal. Dette kan konstateres flere steder, men mest markant i serien over pengeinstitut-udlån til husholdninger, jf. figur 10, med et fald på ca. 15 mia.kr. fra 4. kvartal 1992 til 1. kvartal 1993. Det kan dog også spille ind, at det ikke er muligt at korrigere tallene for udlån i forbindelse med genkøbsforretninger, som er små i forhold til den samlede balance, men kan svinge en del fra kvartal til kvartal.

For udlån fra realkreditinstitutterne findes der både en stock- og en flowstatistik. Den størrelse i realkreditinstitutstatistikken, der svarer til pengeinstitutstatistikkens udlånsbegreb, er den bogførte kontantsaldo, dvs. en stockstørrelse, som imidlertid kun findes tilbage til 1993. Før den tid foreligger der kun en flowstatistik, som har dannet baggrund for en tilbageføring af den bogførte kontantsaldo til 1980. Der er igen opdelt på udlån til husholdninger og erhverv.

Den flowstørrelse, der aggregeret giver den bogførte kontantsaldo, er nettoudlån (bruttonyudlån minus ordinære afdrag og førtidige indfrielser, alt sammen til kontantværdi) plus løbetidsopskrivninger. Før 1993 er det kun muligt ud fra statistikken over låneeffektueringer, der er en flowstørrelse, at konstruere en udlånsserie svarende til nettoudlån (dog er det ikke muligt at trække de ekstraordinære indfrielser ud før fra 1987). Denne serie vil tendere at undervurdere de faktiske udlån i den udstrækning, det er relevant at foretage løbetidsopskrivning, hvilket er tilfældet for obligationslån, hvor den pålydende rente på obligationen på udstedelsestidspunktet ligger under markedsrenten, og hvor obligationen derfor må sælges til underkurs. Denne kurs opskrives herefter gradvis til pari over lånets løbetid. Løbetidsopskrivningen kan betragtes som en ikke betalt rente, også kaldet fordelte emissionskurstab, der erlægges via en forhøjelse af lånebeløbet. Problemet opstår ikke ved kontantlån, der var den dominerende låneform fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne, men der mangler opskrivninger på obligationslån udstedt i sidste del af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Problemet accentueres igen i sidste del af 1980'erne, hvor kontantlån forbydes, og såkaldte mix-lån gøres obligatoriske.

Førtidige indfrielser eller afdrag er et andet element, som gør, at korrespondancen mellem aggregeret flow og stockserien brydes. Førtidige indfrielser eller afdrag finder hovedsageligt sted i forbindelse med ejendomshandler og lånekonverteringer, der først forekommer i større stil fra 1993, hvor stockstatistikken foreligger. Alt i alt vurderes de konstruerede talserier at give et retvisende billede af udviklingen i realkreditinstitutternes udlån gennem den betragtede periode.

Der er ikke fuld korrespondance mellem penge- og realkreditinstitutstatistikkens opdeling på en erhvervs- og en husholdningssektor og nationalregnskabets sektoropsparingsbalancer, idet personligt ejede virksomheder som fx landbrug og selvstændigt erhvervsdrivende i nationalregnskabsopdelingen henregnes under husholdningssektoren, mens de i den finansielle statistik placeres under erhverv.

Figur 9 Udlån til husholdninger fra realkreditinstitutter samt kontantprisindkes for ejerboliger (højre akse)

Figur 10 Udlån til husholdninger fra pengeinstitutter samt udvikling i privatforbruget i faste priser (højre akse)

Figur 11 Udlån til erhverv fra realkreditinstitutter samt bygningsinvesteringskvoten (højre akse)

Figur 12 Udlån til erhverv fra pengeinstitutter samt maskininvesteringskvoten (højre akse)

Appendiks 2

Beregning af Indikator for den private sektors opsparingssaldo
Beregningen af indikatoren for den private sektors opsparingssaldo tager udgangspunkt i, at et opsparingsoverskud i den private sektor nødvendigvis må modsvares af en finansiel nettoplacering.

Indikatoren beregnes som nettotilgang af finansielle aktiver i den private sektor fra den offentlige sektor og udlandet. Tilgangen er opdelt i tre grupper: Indenlandsk obligationsbeholdning, fordringer på udlandet og øvrige fordringer.

Ændring i den indenlandske obligationsbeholdning i den private sektor beregnes som nettotilgang af indenlandske børsnoterede kroneobligationer (dvs. stats-, realkredit- og andre obligationer) hos Nationalbanken (der i denne sammenhæng placeres i den private sektor), Pengeinstitutterne, Hypotekbanken (nu Finansstyrelsen) og øvrige (dvs. husholdninger og erhverv). Herfra trækkes nettotilgang af realkreditobligationer, da disse udstedes af den finansielle del af den private sektor og dermed udgør et passiv for sektoren. Også nettotilgang af andre obligationer fratrækkes (dog undtaget kommuneobligationer), idet disse andre obligationer ligeledes er udstedt i den private sektor.

Ændring i fordringer på udlandet beregnes som registreret privat nettokapitaleksport ekskl. nettosalg af realkreditobligationer til udlandet. Desuden indgår fejl og udeladelser, dvs. disse antages at vedrøre privat kapitalimport, samt stigning i valutareserven.

Ændring i øvrige fordringer beregnes som formindskelse af statens indestående i Nationalbanken.

Indikatoren for husholdningssektorens opsparingsbalance er blot den årlige ændring i mia.kr. i de samlede udlån fra penge- og realkreditinstitutter til husholdninger. Der er til beregning af indikatoren på månedsbasis anvendt en pengeudlånsserie, hvor den årlige korrektion for tab og hensættelser er spredt ud på måneder.

Man skal være opmærksom på, at den i figur 7 viste opsparingsbalance for husholdningssektoren i sig selv er en indikator – beregnet ud fra Nationalbankens Mona-database – på de officielle nationalregnskabstal, der er på årsfrekvens og kun foreligger frem til 1995.

Fodnoter