|
Siden 1988 har alle betalinger til og fra Danmark været fuldt liberaliseret. Der er således i dag ingen restriktioner på ind- og udførsel af sedler og mønter eller mellemværender i øvrigt med udlandet, herunder lån og indskud hos udenlandske pengeinstitutter samt portefølje- og direkte investeringer.
På baggrund af øget fokusering på foranstaltninger mod hvidvaskning og terrorfinansiering har man ved en lovændring i 2002 i toldloven indsat en bestemmelse om, at personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager penge mv., der overstiger modværdien af 15.000 euro, uopfordret skal standse op for toldkontrol og har pligt til overfor de statslige told- og skattemyndigheder at angive samtlige medtagne penge mv. Denne beløbsgrænse er pr. 15. juni 2007 ændret til 10.000 euro. Udtrykket "penge mv." omfatter både kontanter samt ihændehaverbeviser, som fx. rejsechecks. |