|
Ifølge Lissabontraktatens artikel 121 betragter medlemsstaterne deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordner dem i Rådet. Med overgangen til euroen 1. januar 1999 gik eurolandene over til at føre fælles pengepolitik. De øvrige økonomiske politikker er ikke fælles, men samordnes i henhold til en række bestemmelser.
Samordningen sker inden for rammen af nogle procedurer, som følges hvert år i første halvår og kaldes det europæiske semester. I løbet af det europæiske semester fastlægger Rådet, på grundlag af anbefalinger fra Kommissionen, hvilke medlemslande, der skal have en henstilling om at korrigere deres økonomiske politik. Det fastlægges ligeledes, om medlems-lande, der tidligere har fået henstillinger, har levet op til disse.
Strukturen i det europæiske økonomiske samarbejde er beskrevet på Kommissionens hjemmeside "EU economic governance", hvor også de relevante forordninger kan findes
I det følgende gennemgås hovedelementerne i det økonomisk-politiske samarbejde i EU.
Multilateral overvågning (overordnede retningslinjer)
Rådet vedtager de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker. Retningslinjerne gælder for alle EU-landene. For at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske resultater skal Rådet på grundlag af rapporter fra Kommissionen overvåge den økonomiske udvikling i hver medlemsstat og i Unionen samt de økonomiske politikkers overensstemmelse med de overordnede retningslinjer. Dette kaldes den multilaterale overvågning.
Stabilitets- og vækstpagten
Ifølge Lissabontraktatens artikel 126 skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud, og referenceværdierne herfor er fastsat som bilag til traktaten. Som udgangspunkt må det offentlige budgetunderskud ikke overstige 3 pct. af BNP, og den offentlige gæld må maksimalt udgøre 60 pct. af BNP.
For at sikre, at reglerne om uforholdsmæssigt store offentlige underskud bliver vedvarende overholdt, har EU-landene tiltrådt stabilitets- og vækstpagten. Pagten forpligter alle EU-landene til på mellemfristet sigt at stile mod balance eller overskud på de offentlige finanser. Eurolande kan pålægges sanktioner, hvis de ikke gør tilstrækkeligt for at korrigere et uforholdsmæssigt offentligt underskud.
Stabilitets- og vækstpagten består af en præventiv og en korrigerende del. Den præventive del indeholder de regler, medlemslandene skal overholde for ikke at få et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud. Den korrigerende del af pagten omhandler spillereglerne for medlemsstater, der får konstateret et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud.
Evaluering af fremskridtene i retning af den mellemfristede budgetmålsætning skal ske på grundlag af den strukturelle budgetbalance, dvs. den offentlige balance renset for konjunktur og engangsforhold. For eurolande og lande i ERM2, herunder Danmark, er dette mål fastsat til mellem -1 og 0 pct. af BNP eller højere.
Den årlige forbedring af den strukturelle budgetbalance, som er nødvendig for at nå det mellemfristede mål, skal være på mindst 0,5 pct. af BNP. Hvis den offentlige gæld er større end 60 pct. af BNP, stilles der større krav til budgetforbedringen. Lande med offentlig gæld på over 60 pct. af BNP skal reducere forskellen mellem det aktuelle gældsniveau og referenceværdien på 60 pct. af BNP med i gennemsnit 1/20 om året målt over de senest foregående tre år.
Makroøkonomiske ubalancer
For tidligt at identificere og kontrollere makroøkonomiske ubalancer er der etableret en overvågningsmekanisme ("alert mechanism"). Overvågningen udføres af Kommissionen på baggrund af en resultattavle ("scoreboard") udarbejdet i samarbejde med Parlamentet og Rådet og indeholdende en række indikatorer, der kan identificere interne og eksterne ubalancer i medlemslandene.
For at undgå makroøkonomiske ubalancer er der etableret en procedure ("excessive imbalances procedure" EIP), ifølge hvilken Rådet fastlægger, på grundlag af anbefalinger fra Kommissionen, hvilke medlemslande, der skal have en henstilling om at korrigere deres økonomiske politik. Det fastlægges ligeledes, om medlemslande, der tidligere har fået henstillinger, har levet op til disse. Eurolande kan pålægges sanktioner, hvis de ikke gør tilstrækkeligt for at korrigere en makroøkonomisk ubalance.
Euro+ pagten
Euro+ pagten er indgået mellem 23 medlemslande, heraf alle eurolandene. Pagten bygger på Europa 2020 strategien og forpligter deltagerne til tæt koordination af den økonomiske politik vedr. konkurrenceevne og økonomisk konvergens. Danmark deltager i pagten. Pagten er beskrevet på Kommissionens hjemmeside
Finanspagten
Finanspagten er en traktat om skærpet finanspolitisk samarbejde indgået mellem alle EU-landene undtagen UK og Tjekkiet. Finanspagten indeholder den samme finanspolitiske regel vedrørende den strukturelle budgetsaldo som i stabilitets- og vækstpagten samt en automatisk korrektionsmekanisme, der træder i kraft, hvis der fraviges fra reglen, og en aftale om implementering af budgetregel og korrektionsmekanisme i national lovgivning.
Stabiliseringsmekanismer (firewalls)
For at sikre stabiliteten af euroområdet som et hele og hjælpe enkelte eurolande i finansielle vanskeligheder eller under markedspres er der oprettet en række finansielle ordninger:
1) Den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet (EFSF) og Den Europæi-ske Finansielle Stabiliseringsmekanisme (EFSM) er midlertidige låneordninger. EFSF's opgaver og midler er beskrevet på EFSF's hjemmeside
2) Bilaterale lån til Grækenland, Irland og Portugal.
3) Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) er en permanent låneordning.
I alt beløber bilaterale og EFSF/EFSM-lån til Grækenland, Irland og Spanien samt ESM's lånekapacitet sig til omkring 800 mia. euro.
Kun eurolande kan få lån under stabiliseringsmekanismerne. |
