|
Nationalbanken har nedsat et betalingsråd, der skal danne ramme for det fremtidige samarbejde om borgeres og virksomheders betalinger. Formålet for rådets virke er at fremme effektiviteten og sikkerheden af disse betalinger for alle involverede parter, dvs. borgere, virksomheder, pengeinstitutter mv. Derudover skal rådet bidrage til, at der tilvejebringes bedre statistik for betalinger i Danmark.
Nationalbanken varetager formandskabet og fungerer som sekretariat. Udover Nationalbanken består rådet af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Dansk Industri, Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansrådet, Forbrugerrådet, Håndværksrådet og Nets.
Rapporter mv., der udarbejdes i regi af rådet, vil blive offentliggjort på Nationalbankens hjemmeside.
Rådet arbejder i øjeblikket med følgende opgaver:
- En analyse af fremtidige betalingsløsninger i Danmark. Rådet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere nye betalingsløsninger og eventuelle barrierer for fremkomsten af disse løsninger. Analysen forventes offentliggjort i 2013.
- En gennemgang af udvalgte juridiske emner. Rådet har nedsat en arbejdsgruppe, der gennemgår forskellige juridiske emner på betalingsområdet som forberedelse til Europa-Kommissionens bebudede forslag til et revideret direktiv for betalingstjenester, der forventes fremlagt i 2013. Den danske lov om betalingstjenester er en udmøntning af det eksisterende betalingstjenestedirektiv.
- Tilvejebringelse af bedre statistik for betalinger. Rådet arbejder på at etablere en mere dækkende og opdateret statistik for betalinger i Danmark, end det er tilfældet i dag.
|