|
Nationalbanken overvåger den finansielle infrastruktur i Danmark med henblik på at fremme en sikker og effektiv afvikling af betalinger, værdipapirhandler mv. Overvågningen indgår i det arbejde, Nationalbanken udfører for at bidrage til stabiliteten i det danske finansielle system.
Overvågningens udstrækning
Fokus i Nationalbankens overvågning ligger på de tre systemer, der udgør kernen i den danske finansielle infrastruktur, betalingssystemerne Kronos og Sumclearingen samt værdipapirafviklingssystemet VP-afviklingen. Det er først og fremmest hændelser i denne del af infrastrukturen, der vurderes at kunne få vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser og i værste fald true den finansielle stabilitet i Danmark.
Internationale standarder
Overvågningen sker med udgangspunkt i internationale standarder for henholdsvis betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Standarderne fastlægger på et overordnet niveau de krav, som et velfungerende system bør opfylde i relation til risikostyring og effektivitet.
Overvågningspolitik
Nationalbanken har valgt at udarbejde sin politik for overvågning i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt for centralbankers overvågning. Forvaltningen af overvågningsopgaven sker desuden under iagttagelse af de rammer, der er udstukket for denne opgave i henholdsvis nationalbank- og værdipapirhandelsloven.
Nationalbanken redegør for arbejdet med overvågning via publikationen Finansiel stabilitet. |