Pengereformen, der blev kendt som statsbankerotten

Efter 1810 blev krigsinflationen så voldsom, at der måtte gennemføres en drastisk nedskrivning af pengesedlernes værdi i forhold til sølv. Det førte i januar 1813 til en ny pengereform, hvor der blandt andet blev oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken. Den fik tillagt bankhæftelsen, dvs. dækningen for de nye sedler. Bankhæftelsen var en 1. prioritetshæftelse i alle landets ejendomme på 6 pct. af værdien, som enten skulle indbetales til banken på én gang eller afbetales. Et maksimum for seddeludstedelsen blev fastsat, og de gamle sedler - kurantrigsdaler - blev omvekslet til nye rigsbankdalere i forholdet 6:1. Samme kurs gjaldt for statspapirer, der ønskedes indløst med de nye sedler. Da staten hermed ikke kunne svare sine forpligtelser, er pengereformen gået over i historien som statsbankerotten.

Rigsbanken kunne ikke opretholde de nye sedlers værdi. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen i forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med 9 pct. I de følgende år svingede kursen voldsomt.